Af Ritzau - 21/03-17 16:31

EU og Japan går efter hurtig enighed om frihandelsaftaleEU og Japan går efter hurtig enighed om frihandelsaftale

Når Trump afliver frihandelsaftaler, stiger chancen for en aftale mellem EU og Japan, mener Kristian Jensen.

storybild

Japans premierminister, Shinzo Abe, stiler efter enighed om en frihandelsaftale med EU så hurtigt som muligt. Det siger han under et besøg i Bruxelles. EU håber på en aftale i år. (Billede: Scanpix/Emmanuel Dunand)

EU og Japan stiler efter at indgå en omfattende frihandelsaftale og en partnerskabsaftale så hurtigt som muligt.

Det er budskabet fra begge parter tirsdag på et møde i Bruxelles.

Japans premierminister, Shinzo Abe, siger, at det midt i tidens protektionistiske tendenser er vigtigt, at EU og Japan sammen med USA holder frihandelens fane højt.

- Vi vil stile efter principiel enighed om en handelsaftale (mellem EU og Japan, red.) og en strategisk partnerskabsaftale så hurtigt som muligt, fordi det vil vise verden et symbol på fri handel, siger Shinzo Abe.

EU-præsident Donald Tusk håber, at mødet med Abe kan give en klar politisk retning, som forhandlerne kan følge.

- Lad mig forsikre dig om, at EU er fuldt indstillet på at afslutte forhandlingerne om begge aftaler meget snart, siger Tusk på et fælles pressemøde med den japanske premierminister.

EU-kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, tror på enighed i år.

- En aftale vil give et markant løft til begge parter, siger Juncker på pressemødet.

Forhandlingerne om en frihandelsaftale mellem EU og Japan har stået på siden 2013.

Både landbruget, bilindustrien og offentlig indkøb er blandt de udestående knaster.

- De få udeståender er altid dem, der er de sværeste at løse, siger Juncker.

Finansminister Kristian Jensen (V), der er i Bruxelles for at deltage i EU's økonomi- og finansministermøde, håber på en aftale mellem EU og Japan inden sommerferien.

- Det bliver utrolig vigtigt, at vi får genskabt momentum på frihandelsområdet, siger Kristian Jensen.

Han mener, at det gav nyt liv til aftalen mellem EU og Japan, da USA's nyvalgte præsident, Donald Trump, som noget af det første begyndte at rive frihandelsaftaler i stykker.

Det gik blandt ud over den ellers færdigforhandlede såkaldte TPP-handelsaftale med 12 lande i stillehavsregionen, herunder Japan.

Dermed skulle Japan til at lede efter andre markeder, mener den danske finansminister.

- Japans mulighed for at få et løft fremad er at lave en aftale med EU, siger Kristian Jensen.

- Så det gamle ordsprog om "den enes død, den andens brød" kan komme til at være meget passende her, siger han.

Dansk Industri vurderer, at en aftale mellem EU og Japan kan få den danske eksport til Japan til at vokse med 70 procent.

Japans økonomi er verdens tredjestørste efter USA og Kinas økonomier.

Økonomierne i EU-landene og Japan udgør sammenlagt over en tredjedel af hele verdens bruttonationalprodukt.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx