Af Ritzau - 06/04-17 22:52; Opdateret: 07/04-17 02:03

Trump vil presse Kina i spørgsmål om NordkoreaTrump vil presse Kina i spørgsmål om Nordkorea

USA er klar til at gå enegang over for Nordkorea, hvis Kina ikke hjælper til, siger Trump inden møde med Xi.

storybild

USA's udenrigsminister, Rex Tillerson (tv), tog imod Kinas præsident, Xi Jinping, i lufthavnen i Palm Beach torsdag. (Billede: Reuters/Joe Skipper)

USA's præsident, Donald Trump, og hans kinesiske kollega, Xi Jinping, ankom begge til Florida torsdag til deres første møde.

Mødet ventes at blive præget af to emner: handel og Nordkorea.

Der er store uenigheder i tilgangen til de to spørgsmål.

På flyveturen til Florida torsdag sagde Trump til journalister, at han er klar til at handle alene over for Nordkorea i spørgsmålet om landets atomprogram, hvis Kina ikke hjælper til på det område.

- Det vil jeg helt sikkert, svarede Trump på spørgsmålet om, hvorvidt han er klar til at lade USA gå enegang over for Nordkorea.

- Men jeg tror, at Kina vil oppe sig, tilføjer han.

Kina har længe været Nordkoreas vigtigste allierede.

Trump har flere gange kritiseret kineserne for ikke at lægge pres på Nordkorea for at få landet til at ændre den helt uforudsigelige adfærd.

Kina siger derimod, at dets indflydelse er meget begrænset.

Omkring 48 timer inden Trump og Xi mødes til en arbejdsfrokost fredag, provokerede Nordkorea igen med en ny missiltest tidligt onsdag morgen.

Torsdag aften fordømte FN's Sikkerhedsråd som ventet Nordkoreas seneste affyring af en mellemdistanceraket. I resolutionen omtales prøveaffyringen som et åbenlyst og provokerende brud på FN's resolutioner.

Også handel ventes at være på dagsordenen under mødet mellem Donald Trump og Xi Jinping.

Trump har gentagne gange insisteret på, at USA er blevet behandlet uretfærdigt af Kina i mange år.

Ifølge unavngivne diplomatiske kilder i Beijing vil Xi Jinping muligvis give Trump indrømmelser på områder som handel og investering, hvis den kinesiske præsident til gengæld får garantier for, at USA vil give afkald på en stor våbenhandel med Taiwan.

Disse oplysninger er ikke bekræftet fra officielt hold.

/ritzau/AFP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx