Af Ritzau - 06/03-17 04:30; Opdateret: 06/03-17 05:53

USA: Nordkoreansk missilaffyring er ingen trussel mod osUSA: Nordkoreansk missilaffyring er ingen trussel mod os

Det var ifølge USA ikke interkontinentale ballistiske missiler, som Nordkorea affyrede tidligt mandag morgen.

storybild

USA fordømmer Nordkoreas seneste affyringer af ballistiske missiler. Arkivfoto. (Billede: Scanpix/Jung Yeon-je)

Ingen af missilerne, som Nordkorea affyrede mandag morgen lokal tid, var tilsyneladende interkontinentale ballistiske missiler.

Det oplyser de amerikanske myndigheder over for nyhedsbureauet Reuters.

Interkontinentale ballistiske missiler kan have en rækkevidde, der gør det muligt at ramme det amerikanske kontinent fra Nordkorea.

Nordkorea affyrede tidligt mandag morgen fire missiler ud over Det Japanske Hav, hvoraf de tre landede i Japans eksklusive økonomiske zone.

Ifølge både den japanske og sydkoreanske regering var der tale om ballistiske missiler, der fløj over 1000 kilometer, før de styrtede i havet.

Det amerikanske militær bekræfter, at man har sporet affyringen tidligt mandag morgen.

USA fordømmer Nordkoreas missiltest, og understreger at landet er klar til "at bruge alle ressourcer til rådighed mod denne voksende trussel".

- USA fordømmer på det kraftigste det nordkoreanske styres missilaffyringer, der krænker resolutionerne vedtaget af FN's Sikkerhedsråd, og som forbyder Nordkoreas affyringer med ballistisk missilteknologi, siger Mark Toner, talsmand for det amerikanske udenrigsministerium, ifølge AFP.

Det amerikanske militær understreger dog, at affyringen ikke ændrer på trusselsvurderingen af Nordkorea.

Oberstløjtnant Martin O'Donnel, der er talsmand for USA's strategiske kommandocentral, siger, at USA's styrker er "på vagt over for Nordkoreas provokationer og er fast besluttet på at samarbejde med vores allierede Sydkorea og Japan for at opretholde sikkerheden".

Det amerikanske militær har ikke givet yderligere oplysninger om de nordkoreanske missilaffyringer.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx