Af Ritzau - 12/01-17 15:39

New Yorks eksborgmester skal beskytte USA mod hackereNew Yorks eksborgmester skal beskytte USA mod hackere

Trump har udset Rudy Giuliani til at lede USA's værn mod dataangreb og hacking. Spørgsmålet er højaktuelt.

storybild

New Yorks tidligere borgmester Rudy Giuliani har gennem længere tid støttet Trump. Her taler han ved et af Trumps valgmøder i Iowa i september. (Arkivfoto) (Billede: Reuters/Jonathan Ernst)

USA's næste præsident, Donald Trump, har peget på New Yorks tidligere borgmester Rudy Giuliani til at stå i spidsen for den kommende regerings indsats for at forbedre cybersikkerheden.

Det oplyser Trumps stab i en meddelelse torsdag.

Giuliani, som er en trofast Trump-tilhænger, var et af de navne, der i sidste måned blev nævnt i amerikanske medier som en mulig udenrigsminister i Trumps kommende regering.

Den post blev direktør i oliegiganten Exxon Mobil, Rex Tillerson, i stedet nomineret til.

På sin pressekonference onsdag lovede Trump, at han vil styrke indsatsen for at forhindre cyberangreb.

Spørgsmålet er højaktuelt, efter amerikanske efterretningstjenester har udpeget Rusland som den skyldige part i hacking af USA's Demokratiske Parti under valgkampen.

Præsident Putin satte det hele i gang, siger efterretningstjenesterne.

Trump har tidligere affejet disse beskyldninger, men erkendte onsdag, at Rusland står bag.

Noget af det første, Giuliani skal gøre i sit nye job, er at indkalde nogle af erhvervslivets topchefer til møder med den kommende præsident.

Han vil høre om deres udfordringer med cybersikkerhed, fremgår det af meddelelsen fra den stab, der forbereder magtoverdragelsen for Trump.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx