28/11-17 22:25; Opdateret: 29/11-17 00:14

Trump om nordkoreansk missilaffyring: Vi ordner detTrump om nordkoreansk missilaffyring: Vi ordner det

Præsident Donald Trump var afmålt tirsdag omkring Nordkoreas missilaffyring. FN's Sikkerhedsråd mødes onsdag.

storybild

USA's præsident, Donald Trump, siger, at situationen omkring Nordkoreas seneste missilaffyring vil blive håndteret. Scanpix/Mandel Ngan, Ed Jones/arkiv

Washington. USA's præsident, Donald Trump, var afmålt i sin kommentar til Nordkoreas missilaffyring tirsdag aften.

- Om affyringen vil jeg bare sige: Vi ordner det.

- Jeg har haft en lang diskussion med forsvarsminister James Mattis. Det er en situation, der vil blive håndteret, siger Donald Trump.

Natten til onsdag lokal tid i Nordkorea affyrede landet, hvad der menes at være et interkontinentalt missil. Det nåede længere end 4000 kilometer over Jordens overflade, fløj omkring 1000 kilometer og ramte ned i Det Japanske Hav.

Affyringen er seneste skridt i Nordkoreas arbejde på at blive en atommagt.

Efterfølgende har Nato, EU, Sydkorea og Japan kraftigt fordømt Nordkoreas handling.

USA's forsvarsminister, James Mattis, fortalte på samme pressemøde som Trump, at missilaffyringen er en del af Nordkoreas udvikling af missiler og atomvåben.

- Det er en del af deres fortsatte indsats for at opbygge evnen til at ramme USA og resten af verden, sagde han.

Han fortalte samtidig, at missilet fløj højere, end Nordkoreas missiler har fløjet før.

Højden er afgørende, da den er udslagsgivende for, hvor langt man kan sende et missil rundt om kloden.

Onsdag mødes FN's Sikkerhedsråd for at diskutere missilaffyringen. Det oplyser USA's FN-udsending.

Rådsmedlemmerne mødes klokken 22.30 dansk tid.

For kun lidt over en uge siden bebudede præsident Donald Trump en ny bølge af sanktioner mod Nordkorea for at lægge maksimalt pres på regimet. Sanktionerne skal ifølge Trump stoppe det nordkoreanske raket- og atomvåbenprogram.

Siden november sidste år har FN's Sikkerhedsråd blandt andet indført eksportforbud mod kul, jern, bly, tekstiler og skaldyr fra Nordkorea.

FN har også forbudt ansættelse af nordkoreanske gæstearbejdere samt indført et forbud mod olieeksport - især fra Kina, der er Nordkoreas største handelspartner.

Affyringen natten til onsdag var den første test af et ballistisk missil i mere end to måneder.

/ritzau/AFP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx