15/09-17 20:34

Lunken modtagelse af Junckers forslag om euro-reformerLunken modtagelse af Junckers forslag om euro-reformer

Kristian Jensen er imod et system, hvor andre rydder op efter dem, der ikke selv fører en ansvarlig politik.

storybild

Tallinn. Mange af de forslag om reformer af eurozonen, som EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, er kommet med, støder på modstand.

Den hollandske finansminister, Jeroen Dijsselbloem, der også er formand for eurogruppen - forsamlingen af eurolandenes finansministre - siger, at det europæiske samarbejde bestemt ikke er perfekt.

- Men jeg er praktisk anlagt. Jeg vil have resultater. Og hvis det ikke er gået i stykker, så lad være med at fixe det, siger han efter et eurogruppemøde i Tallinn.

I sin tale om unionens tilstand foreslog Juncker onsdag, at der udpeges en europæisk økonomi- og finansminister.

Sådan en minister skal både være formand for eurogruppen og næstformand i EU-Kommissionen.

Opgaven skal være at skubbe på for at få gennemført reformer og hjælpe, når et medlemsland kommer i krise, mener Juncker.

Han ville også videreudvikle eurolandes redningsfond - Den Europæiske Stabilitetsmekanisme - til en europæisk valutafond.

Men Dijsselbloen mener, at Juncker burde starte fra den anden ende.

Først skal man finde ud af, hvad eurozonens problemer er. Både når det gælder modstandskraft, konkurrenceevne og solidaritet. Og først derefter bør man tale om at lave om på institutionerne, mener han.

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, presser også på for vidtgående reformer af eurozonen. Og Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, bakker op et stykke hen ad vejen.

Macron ønsker blandt andet et stort eurobudget, der kan hjælpe kriseramte lande med at stå imod økonomiske chok.

Juncker foreslår derimod, at en del af EU's budget bruges på eurozonen.

Finansminister Kristian Jensen (V) er ikke begejstret for forslagene - hverken det om en europæisk økonomi- og finansminister, et eurobudget eller en europæisk valutafond.

- Det bakker vi ikke op om, siger Kristian Jensen, der fredag er til uformelt EU-møde i Tallinn.

Han siger, at der ikke skal indføres et system, hvor andre lande skal rydde op efter dem, der ikke selv fører en ansvarlig økonomisk politik.

- De enkelte lande skal fortsat have ansvaret for, hvilken økonomisk politik de fører. Det skal EU eller eurozonen ikke overtage ansvaret for, siger Kristian Jensen.

Han tror, at det hele snarere ender med nogle mere symbolske ændringer frem for ændringer med mere substans.

- Der vil stadig være stor vægt på, at man skal levere orden i eget hus, siger han.

Selv om Danmark står uden for euroen, er det også i klar dansk interesse, at eurozonen og den fælles valuta fungerer godt, understreger Kristian Jensen.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx