28/10-17 06:33

Island øjner ung og grøn fremtid efter skandalesagIsland øjner ung og grøn fremtid efter skandalesag

Statsministers far støttede pædofilidømt, og det kan bringe 41-årig kvindelig leder af miljøparti til magten.

storybild

Katrin Jakobsdottir, leder af Det Grønne Venstreparti, står stærkt i meningsmålinger op til lørdagens parlamentsvalg i Island. Scanpix/Halldor Kolbeins/arkiv

Reykjavik. Island kan lørdag blive det tredje europæiske land, som inden for få måneder sender en i politisk sammenhæng ung person op på magtens øverste tinde.

Emmanuel Macron, der i maj vandt præsidentvalget i Frankrig, har endnu ikke rundet 40 år, og for en uge siden triumferede den blot 31-årige Sebastian Kurz ved parlamentsvalget i Østrig.

I Island peger pilen ifølge meningsmålinger op til lørdagens parlamentsvalg i retning af den 41-årige Katrin Jakobsdottir som vinder og dermed potentielt landets næste statsminister.

Jacobsdottirs Det Grønne Venstreparti står til 20-25 procent af stemmerne ifølge nyhedsbureauet AFP. Det samme gør Selvstændighedspartiet anført af statsminister Bjarni Benediktsson.

Og det tætte løb kan gøre det svært at sammensætte en ny regering.

At vælgerne på vulkanøen igen skal blande kortene til Altinget, som parlamentet hedder, skyldes Lys Fremtid.

Det lille parti forlod koalitionsregeringen sidste måned, fordi statsministeren ikke havde informeret om, at hans far havde støttet en pædofilidømt mands forsøg på at få en ren straffeattest.

Det er en særlig ting i Island, at kriminelle kan søge om "genrejsning".

Benediktssons flertal var væk, og i september udskrev han valg i utide. Islændingene stemte også til Altinget i 2016.

Mens Katrin Jakobsdottir scorer højt i popularitetsmålinger, er Benediktsson ud over pædofilisagen også belastet af en anden afsløring.

Kort før en af Islands største banker krakkede under finanskrisen i 2008 solgte han sine aktier.

Han var på det tidspunkt medlem af parlamentets skatte- og økonomiudvalg. Der kan derfor muligvis være tale om insiderhandel.

Piratpartiet og Socialdemokraterne kæmper om at blive det tredjestørste parti.

De to partier vil måske kunne danne regering sammen med Det Grønne Venstreparti efter valget, men vil sandsynligvis skulle bruge støtte fra et fjerde parti.

I alt otte partier stiller op ved valget.

- Der synes at være en voksende ustabilitet i islandsk politik. Der er frygt for, om det vil være muligt at danne en regering, siger Arnar Thor Jonsson, juraprofessor ved universitet i Reykjavik, til AFP.

Ved sidste års valg tog det tre måneder at finde flertal for en ny regering, som altså holdt under et år.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx