Af Maria Christine Madsen - 13/11-17 08:23

Drabet på Denise har været en gåde i 41 år: Nu kan gamle beviser have løst sagenDrabet på Denise har været en gåde i 41 år: Nu kan gamle beviser have løst sagen

I mere end fyrre år har drabet på den amerikanske teenager Denise Lampe været en gåde for efterforskerne. Men nu - takket være den moderne dna-teknologi - kan sagen endelig være blevet opklaret.

storybild

Denise Lampe var blot 19 år, da hun blev dræbt for 41 år siden. Nu kan drabsgåden endelig være løst. Denne uge blev 71-årige Leon Seymour anholdt og sigtet i sagen. (Billede: California Department of Justice / FBI)

Det var meningen, at Denise Lampe på 19 år skulle mødes med en ven den 1. april 1976, efter hun havde fået fri fra arbejde i stormagasinet Macy's i byen Daly City. Men hun dukkede aldrig op.

Det skriver det lokale medie Mercury News.

Hun blev sidst set, da hun forlod sin arbejdsplads og gik hen mod sin bil, der holdt parkeret mellem stormagasinet og en restaurant. Senere den aften blev hun fundet knivdræbt inde i sin bil.

I flere årtier var drabet en gåde for politiets efterforskere, som mente, at hun måske kunne være et offer for en seriemorder, da fem andre kvinder også have mistet livet i området inden for kort tid.

Men manglende spor gjorde sagen næsten umulig at løse. Indtil nu.

I 2015 kunne myndighederne anholde manden Rodney Halbower i forbindelse med drabene på to af kvinderne, da nye dna-undersøgelser viste, at hans dna passede med det, der blev fundet på gerningsstederne. Da han blev anholdt, sad han allerede fængslet for et andet forsøg på drab. Men da politiet forsøgte at finde ud af, om han også kunne have stået bag drabet på Denise Lampe, fandt de ud af, at det umuligt kunne være ham, der var gerningsmanden, da han også sad bag tremmer, da hun blev dræbt.

Nu har gamle dna-beviser dog ført til et muligt gennembrud i sagen, skriver Mercury News. Tidligere denne uge blev en 71-årig mand ved navn Leon Melvin Seymour anholdt, og onsdag blev han officielt sigtet for drabet på den 19-årige kvinde.

Ifølge politiet matcher en blodplet på Denise Lampes jakke med Seymours dna.

Den ældre mand er i forvejen dømt for at stå bag flere kidnapninger og voldtægter tilbage i 1970'erne.

Til Mercury News fortæller statsanklager Karen Guidotti, at man er lettet over endelig at kunne have løst drabsgåden.

»Vi er taknemmelige over den klarhed, som dna-beviserne giver os,« siger hun og fortsætter:

»Hr Seymour kan endelig blive retsforfulgt. Det er noget, han har undveget i mange, mange år.«

Der er intet, der tyder på, at Seymour og Rodney Halbower kendte hinanden.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx