29/10-17 13:11; Opdateret: 29/10-17 17:14

Hundredtusinder på gaden i Barcelona råber Viva EspanaHundredtusinder på gaden i Barcelona råber Viva Espana

Ifølge spansk regeringskontor er en million mennesker på gaden i Barcelona i vrede over separatister.

storybild

Barcelona. Hundredtusinder af mennesker mødte søndag op i Barcelona for at demonstrere for samhørighed mellem Catalonien og Spanien.

Der var meget forskellige vurderinger af, hvor mange der var mødt op.

Barcelonas kommunale politi siger 300.000, mens arrangørerne siger 1,3 million.

Den spanske regerings repræsentation i Barcelona opgav antallet til en million mennesker.

De mange mennesker i Barcelona råbte "Viva Espana" for at udtrykke deres vrede over, at den lokale regering har forsøgt at løsrive Catalonien.

Demonstrationen, der gik i gang søndag middag, kom samtidig med, at en meningsmåling i avisen El Mundo synes at vise, at der er flere cataloniere, der ønsker at forblive i Spanien, end der er vælgere, som støtter løsrivelse.

- I min by er jeg ude af stand til at gå ud af mit hus med det spanske flag, lyder det fra den 19-årige student Marina Fernandez.

Hun er fra byen Girona, som er en af højborgene for de catalanske nationalister.

- Jeg er rasende over, hvad de gør ved landet, som mine bedsteforældre byggede, siger hun.

Ved en afstemning fredag i Cataloniens regionale parlament erklærede separatisterne regionen uafhængig af den spanske stat.

Det fik øjeblikkeligt den spanske regering til at fyre Cataloniens leder, Carles Puigdemont, og hans ministre og underlægge Catalonien direkte styre fra Madrid.

Premierminister Mariano Rajoy har også opløst det catalanske parlament og udskrevet nyvalg til den regionale forsamling 21. december.

- Sæt Puigdemont i fængsel, lyder et af slagordene søndag i Barcelona.

Den 59-årige Flor Pena fra den nordvestlige autonome spanske region Galicien var mødt op i Barcelona. Hun kalder separatisternes handlinger for "skamfulde".

- Det, vi skal nu, er at slå dem ved valget, siger hun.

70-årige Miguel Angel Garcia, der er catalonier og bor i byen Rubi uden for Barcelona, er rasende på separatisterne.

- De er diktatorer, mener han.

I en meningsmåling i avisen El Mundo siger, 43,4 procent af de adspurgte cataloniere, at de vil stemme på partier, der støtter forbindelsen til Spanien. 42,5 procent siger, de støtter partier, der ønsker løsrivelse.

Ved sidste valg i 2015 fik løsrivelsespartierne opbakning fra 47,7 procent af vælgerne.

/ritzau/AFP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx