20/11-17 00:32; Opdateret: 20/11-17 02:44

Stort jordskælv udløser tsunamibølger i Ny CaledonienStort jordskælv udløser tsunamibølger i Ny Caledonien

Der er spottet tsunamibølger i Ny Caledonien og Vanuatu, efter et voldsomt jordskælv har ramt i Stillehavet.

storybild

Sydney. Et jordskælv med en beregnet størrelse på 7,0 har ramt 82 kilometer øst for øgruppen Loyalitetsøerne i Ny Caledonien i Stillehavet øst for Australien.

Det oplyser Den Amerikanske Geologiske Undersøgelse (USGS).

Jordskælvet, der i første omgang blev beregnet til en størrelse på 7,3, ramte mandag klokken 9.43 lokal tid i en dybde af kun ti kilometer.

Et advarselscenter for tsunamier i Stillehavet oplyser, at der er observeret tsunamibølger i Ny Caledonien og østaten Vanuatu, der ligger omkring 500 kilometer nordøst for Ny Caledonien.

Det har ført til, at myndigheder i Vanuatu har rådet folk i de sydlige provinser til at søge mod højereliggende områder.

Centret oplyser videre, at bølger på op til en meter over højvandsmærket, der angiver det højeste niveau af oversvømmelser, forventes at ramme Ny Caledonien. Imens forventes der mindre bølger i Vanuatu.

- Mindre udsving i havets overflade kan fortsætte i løbet af de næste timer, skriver centret i en meddelelse.

Den faktiske størrelse på bølgerne vil variere alt afhængigt af kysterne. Eksempelvis vil kyster med rev fungere som en barriere og dermed reducere højden af bølgerne.

Advarselscentret for tsunamier i Stillehavet advarer dog samtidig om, at de første bølger, der rammer, ikke nødvendigvis behøver at være de største.

Kort tid efter at jordskælvet ramte, oplyste samme center, at der var mulighed for "farlige tsunamibølger" inden for en radius af 300 kilometer fra epicentret. Senere oplyste centret dog, at faren for dette stort set er drevet over.

Mandagens jordskælv er det andet store skælv i området på lidt over et halvt døgn og det tredje på en måned.

- Vi er en smule bange. Vi havde et jordskælv i aftes, og det i dag var ret stort, siger Wayan Rigault, kommunikationschef på Hotel Nengone Village på øen Mare, som er den nærmeste landmasse til epicentret.

Myndigheder i Australien, New Zealand og Hawaii oplyser, at der ikke er nogen tsunami-trusler mod disse landes kystlinjer.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx