12/10-17 18:59; Opdateret: 12/10-17 19:15

Professor: Palæstinensisk aftale afhænger af Hamas' våbenProfessor: Palæstinensisk aftale afhænger af Hamas' våben

Det er godt for palæstinenserne, at Hamas og Fatah indgår forsoningsaftale. Næste skrift afhænger af Hamas.

storybild

Fatah og Hamas har indgået en aftale om forsoning. Men dens effekt står og falder med, om Hamas nedlægger deres våben, vurderer ekspert. Scanpix/Kim Haugaard

København. Efter 10 år med strid er forsoning i sigte for de palæstinensiske parter Fatah og Hamas.

De to parter har torsdag underskrevet en forsoningsaftale i Kairo, og det vækker et lille håb for bedre forhold for palæstinenserne, mener Jakob Egholm Feldt, professor på Roskilde Universitet og ekspert i Israel og Palæstina.

- Der er behov for, at der kommer en palæstinensisk politisk samling. Så på den måde er det her et meget væsentlig første skridt.

Hvorvidt aftalen rent faktisk vil knytte de to grupper sammen til én palæstinensisk front afhænger dog af Hamas, mener han.

- I sidste ende skal det måles på, hvordan det vil blive omsat i virkeligheden - altså hvordan kommer de endelige forhandlinger til at forløbe.

- Succeskriteriet vil blive, om det vil lykkes at få afvæbnet Hamas, som jo i dag har kontrollen i Gazastriben, siger han.

Ifølge Jakob Egholm Feldt kan der ikke ændres på de strikse blokader, som palæstinenserne i Gazastriben i øjeblikket lider under, hvis ikke Hamas nedlægger sine våben.

Det skyldes formelt set, at den militære magt skal være samlet under ét, hvis palæstinenserne på sigt skal kunne anerkendes som stat.

Men det internationale samfund har også stemplet Hamas som en terrororganisation. Derfor vil militær magt til gruppen ikke blive accepteret.

- Så længe Hamas har en form for åben politisk legitimitet og kontrollerer væbnede styrker, så tror jeg ikke, at det internationale samfund, inklusive Israel, vil se på det med positive øjne.

- Derfor er det nødvendigt, at Hamas nedlægger våben og fungerer udelukkende som et politisk parti eller en blok i det palæstinensiske selvstyre, siger han.

Med aftalen torsdag er parterne enes om at forhandle en samlingsregering.

Forhandlingerne skal være færdige 1. december, og her skal man afvente, om Hamas nedlægger våben, vurderer Jakob Egholm Feldt.

- Jeg mistror Hamas motiver. Jeg forestiller mig, at de vil kæmpe for at bevare en form for kontrol over væbnede styrker, som de, i tilfælde af uenighed med selvstyret eller Israel, vil kunne mobilisere igen.

- Så længe det er tilfældet, er jeg sikker på, at så kan blokaderne ikke lettes, siger han.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx