Af Ritzau - 29/04-17 10:31; Opdateret: 29/04-17 11:06

EU-præsident: EU27-landes sammenhold afgørende for brexitEU-præsident: EU27-landes sammenhold afgørende for brexit

Vi ønsker alle et tæt og stærkt forhold til Storbritannien, når de har forladt EU, lyder det før topmøde.

storybild

Forhandlingerne om den britiske exit fra EU kan kun gennemføres, hvis de 27 lande, der bliver i EU, udviser et stærkt sammenhold, siger EU-præsident Donald Tusk før topmøde i Bruxelles. (Billede: Scanpix/John Thys)

Forhandlingerne om den britiske exit fra EU kan kun gennemføres, hvis de 27 lande, der bliver i EU, fastholder et stærkt sammenhold.

Det siger EU-præsident Donald Tusk lørdag før starten på et topmøde i Bruxelles.

Her skal EU27-lederne vedtage deres strategi for de svære forhandlinger med Storbritannien.

- Vi må stå sammen som EU27. Det er kun sådan, at vi vil være i stand til at afslutte forhandlingerne, siger Donald Tusk.

- Det betyder, at vores sammenhold også er i Storbritanniens interesse, siger han.

EU-præsidenten siger, at han lige nu føler et enestående stærkt sammenhold lige fra EU27-landene til Europa-Parlamentet, der skal være med til at vedtage brexit-aftalen.

- Jeg ved, at det er enestående. Men jeg er overbevist om, at det ikke vil ændre sig, siger Donald Tusk.

Den tyske forbundskansler, Angela Merkel, har før topmødet advaret briterne mod at gøre sig nogen illusioner om deres fremtidige forhold til EU.

Et land, der ikke er medlem af EU, kan ikke have de samme rettigheder som eller ligefrem bedre rettigheder end et medlemsland, lød budskabet.

- Det kan lyde logisk. Men jeg bliver nødt til at sige det meget klart, fordi nogen i Storbritannien synes at gøre sig illusioner på det punkt, sagde Angela Merkel torsdag.

Svaret kom prompte fra Storbritanniens premierminister, Theresa May, der sagde, at EU-landene er ved at gøre klar til fælles front mod Storbritannien.

- Vi kan se, hvor svære forhandlingerne vil blive nogle gange, sagde May.

Donald Tusk siger, at "vi ønsker alle et tæt og stærkt forhold til Storbritannien", når de efter 46 år forlader EU-samarbejdet i 2019.

- Det står overhovedet ikke til diskussion, siger EU-præsidenten.

- Men før vi diskuterer fremtiden, må vi have styr på fortiden, siger han.

Her har de fremtidige rettigheder for de 3,2 millioner EU-borgere i Storbritannien og for de 1,2 millioner briter i EU topprioritet, fastslår EU-præsidenten.

De egentlige exit-forhandlinger mellem EU27-landene og Storbritannien ventes indledt efter det britiske parlamentsvalg 8. juni.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx