31/08-17 13:21; Opdateret: 31/08-17 14:46

Macron vil give chefer større magt i lønforhandlingerMacron vil give chefer større magt i lønforhandlinger

Regeringen i Frankrig spiller ud med en reform, der skal skabe store ændringer på landets arbejdsmarked.

storybild

Paris. Den franske regering har torsdag præsenteret den første store reform, siden Emmanuel Macron blev præsident i foråret.

Udspillet kaldes af finansminister Bruno Le Maire for "alle reformers moder" og skal skabe større fleksibilitet på Frankrigs arbejdsmarked. Målet er at nedbringe den franske arbejdsløshed, der ligger på 9,5 procent.

- Vi er den eneste større økonomi i EU, som ikke har kunnet nedkæmpe massearbejdsløsheden i over tre årtier, siger Macron i et interview til magasinet Le Point.

Reformerne drejer sig blandt andet om at fastsætte et loft over størrelsen på fratrædelsesgodtgørelser, gøre det nemmere at hyre og fyre samt at gøre det lettere for de enkelte firmaer at fastsætte løn- og arbejdsvilkår.

Det vil særligt få betydning på mindre arbejdspladser med under 50 ansatte.

Arbejdsmarkedsreformen betegnes som en vigtig test for Macron. Fremlæggelsen af den kommer på et tidspunkt, hvor han mister mere og mere popularitet i meningsmålinger.

I den franske fagbevægelse er der dog ikke just jubel.

CFDT, en af Frankrigs største fagforeninger, kalder reformplanerne for "skuffende".

Alligevel vil CFDT-leder Laurent Berger ikke opfordre sine medlemmer til at gå på gaden 12. september, hvor dele af fagbevægelsen har planlagt demonstrationer.

Macrons regering planlægger senere i år at vedtage ændringer af ydelserne til arbejdsløse. Der er lagt op til en pensionsreform næste år.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx