Af Ritzau - 13/01-17 10:06

Kinas eventyr som eksportør er slut efter massivt faldKinas eventyr som eksportør er slut efter massivt fald

Kinas eksport viser store fald for andet år i træk. Tendens imod globalisering er i gang, handelskrig truer.

storybild

Eksportcontainere på havnen Yangshan ved Shanghai. (Billede: Reuters/Aly Song)

Kinas enorme eksportmaskine hakker i det for andet år i træk. En svagere global efterspørgsel og forventningen om en handelskrig med USA gør udsigterne dystre.

Eksporten falder kraftigt, viser tal, som Kinas toldagentur har fremlagt fredag.

Om en uge vil de kinesiske ledere finde ud af, om USA's fremtidige præsident, Donald Trump, vil gøre alvor af et løfte fra valgkampen om at indføre told og afgifter på kinesiske varer.

Selv hvis Trump-regeringen ikke skrider til konkret handling i første hug, mener markedsanalytikere, at det forværrede forhold mellem Kina og USA både politisk og handelsmæssigt vil svække tilliden blandt eksportører og investorer.

Kinas eksport faldt i 2016 med 7,7 procent, og importen sank med 5,5 procent.

Det var andet år i træk, at det gik nedad for eksporten i Kina - verdens største handelsland.

For Kina har det ikke set så slemt ud for eksporten siden 2009, hvor hele verden blev bragt i knæ af finanskrisen.

- En tendens, der går imod globalisering, er efterhånden en realitet, og Kina er det største offer for denne trend, siger Huang Songpin fra Kinas toldagentur.

- Vi vil holde nøje øje med politikken i udenrigshandlen, efter at Trump er indsat som præsident, siger han.

Trump vil blive indsat som præsident ved en ceremoni i Washington fredag 20. januar.

Kina havde i 2015 et handelsoverskud over for USA på 366 milliarder dollar. Det har vakt Trumps vrede og fået ham til at true amerikanske virksomheder, der får produceret deres varer i Kina.

Han har sagt, at han på sin første dag som præsident vil erklære Kina som en valuta-manipulator.

Et af de tre kriterier, som USA opstiller for, at et land kan erklæres valuta-manipulator, er et handelsoverskud år efter år over for USA på mere end 20 milliarder dollar.

- Vores bekymring er, at Trumps synspunkt om Kinas handel vil medføre langsigtede strukturelle svagheder i kinesisk eksport, hedder det i en analyse fra banken ANZ.

I kort form betyder strukturelle vanskeligheder, at produktion flytter ud af Kina.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx