Af Ritzau - 31/01-17 04:23

Spejderkorps i USA vil tillade transkønnede drengeSpejderkorps i USA vil tillade transkønnede drenge

The Boy Scouts of America gør nu op med en 100 år gammel praksis og vil tillade transkønnede drengespejdere.

storybild

Fremover vil det amerikanske spejderkorps Boy Scouts of America optage transkønnede drenge, oplyser bevægelsen mandag (arkivfoto). (Billede: Reuters/Noah Berger)

Spejderbevægelsen i USA vil begynde at acceptere transkønnede drenge. Dermed gør korpset op med en over 100 år gammel praksis med at lade kønnet på fødselsattesten fastslå retten til at blive optaget.

Det oplyser Boy Scouts of America mandag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Fra og med i dag vil vi begynde at acceptere og registrere børn og unge i vores programmer baseret på det køn, der er opgivet på ansøgningen, udtaler organisationens kommunikationschef, Effie Delimarkos, i en erklæring.

Hun forklarer videre, at mens bevægelsen tilbyder programmer for alle unge, så er Boy Scout-delen kun for drenge.

Ligestillingsgruppen Scouts for Equality roser initiativet:

- Dette er en historisk dag for Boy Scouts of America. Beslutningen om at tillade transkønnede drenge er et vigtigt skridt fremad for denne amerikanske institution, udtaler gruppen.

Skridtet kommer, tre år efter at spejderbevægelsen skrottede en del af organisationens landsdækkende forbud mod homoseksuelle i egne rækker.

I 2013 gav Boy Scouts of America således efter 103 år unge, der åbent erklærer sig som homoseksuelle, lov til at blive medlemmer.

To år senere - i 2015 - ophævede organisationen også sit forbud mod homoseksuelle voksne ledere.

Boy Scouts of America er med omkring 2,3 millioner børn og unge og knap en million voksne medlemmer blandt de største organisationer i USA.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx