Af Ritzau - 24/01-17 13:21; Opdateret: 24/01-17 14:52

Bred støtte i EU-Parlamentet til dansk særaftale med EuropolBred støtte i EU-Parlamentet til dansk særaftale med Europol

Vi gør alt, hvad vi kan, for at sikre dansk Europol-aftale, siger formanden for EU-Parlamentets retsudvalg.

storybild

Et stort flertal i Europa-Parlamentet bakker op om den danske særaftale om Europol og en hurtig proces for at få den godkendt. (Billede: Scanpix/Lex Van Lieshout)

Et stort flertal i Europa-Parlamentet bakker op om en dansk særaftale om Europol og en hurtig proces for at få den godkendt.

Det viser den første debat i parlamentets retsudvalg tirsdag i Bruxelles om særaftalen.

Hvis aftalen skal blive til noget, skal den hastes igennem to høringsprocesser i parlamentet inden 1. maj.

Formanden for udvalget, den britiske socialdemokrat Claude Moraes, siger efter mødet, at han ser positivt på mulighederne for at nå det til tiden.

- Vi gør alt, hvad vi kan, for at sikre, at det sker, siger Claude Moraes.

Den konservative spanier Diaz de Mera siger, at særaftalen er den rigtige løsning her og nu.

Han siger, at aftalen vil mindske de negative konsekvenser af, at Danmark efter folkeafstemningen i december 2015 ikke længere kan være medlem af Europol.

- Danmark er en afgørende spiller for europæisk sikkerhed, siger Diaz de Mera.

Den tyske socialdemokrat Birgit Sippel støtter også særaftalen.

Men hun undrer sig over, at Danmark overhovedet har bragt sig selv i den situation, at Danmark ikke længere kan være fuldt medlem af Europol.

- Hvorfor fanden kommer sådan noget til folkeafstemning?, spørger Birgit Sippel under debatten i parlamentets retsudvalg.

- Nu står vi i en situation, hvor vi skal finde vanskelige løsninger for at sikre, at Danmark stadig kan være del af Europol, hvilket er imod folkeafstemningens resultat, siger hun.

Den radikale Morten Helveg Petersen appellerer under debatten til sine kolleger om at hjælpe med at redde Danmark fra at ryge helt ud af Europol.

- Danske vælgere blev bildt ind, at Danmark kunne forblive fuldt og helt medlem af Europol, siger Morten Helveg Petersen.

- Men jeg håber, at I er enige med mig i, at Danmark uden for Europol hverken er i danskernes eller europæernes interesse, siger han.

Den konservative Bendt Bendtsen siger, at de danske vælgere er blevet "fyldt med løgn" af både Dansk Folkepartis leder, Kristian Thulesen Dahl, og af Enhedslisten.

- Det bliver et B- eller måske et C-medlemskab, som Danmark får i fremtiden, siger Bendt Bendtsen.

Et flertal af de danske vælgere stemte i december 2015 nej til at udskifte det danske retsforbehold med en tilvalgsordning.

Det har blandt andet den konsekvens, at Danmark ryger ud af Europol-samarbejdet, når det efter planen bliver et overstatsligt samarbejde fra 1. maj.

Derfor har Danmark nu brug for en særaftale, der blandt andet vil give dansk politi mulighed for fortsat at få oplysninger fra politisamarbejdets databaser.

Men politiet vil få adgang til oplysninger via dansktalende Europol-personale i stedet for direkte adgang som i dag.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx