Af Ritzau - 01/01-17 11:08

39 nytårsgæster er dræbt i angreb på tyrkisk natklub39 nytårsgæster er dræbt i angreb på tyrkisk natklub

Mindst 16 udlændinge er blandt de dræbte på natklub. Gerningsmand jages, siger Tyrkiets indenrigsminister.

storybild

REUTERS/Osman Orsal (Billede: Osman Orsal)

39 mennesker har mistet livet i et angreb mod en natklub i den tyrkiske storby Istanbul natten til søndag.

Det oplyser Tyrkiets indenrigsminister om angrebet mod den populære og eksklusive klub Reina.

Blandt de dræbte er 16 udlændinge, oplyser ministeren. Størstedelen af de omkomne er identificeret, og der var søndag formiddag ingen meldinger om danskere blandt dem.

Tidligere oplyste Istanbuls guvernør, Vasip Sahin, at mindst 35 mennesker var blevet dræbt, mens yderligere 40 var såret i angrebet.

- Ulykkeligvis har mindst 35 af vores borgere mistet livet. En af dem var en politimand, sagde Vasip Sahin til journalister på stedet natten til søndag.

Ifølge indenrigsminister Süleyman Soylu er antallet af sårede nu oppe på 69.

Nyhedsbureauet AFP skriver, at to gerningsmænd deltog i angrebet.

Guvernøren i Istanbul oplyser imidlertid, at der kun er tale om en enkelt. Ifølge flere medier var han klædt ud som julemand. Det er ikke bekræftet.

Flere tyrkiske medier skriver, at mindst én gerningsmand blevet skudt på natklubben. Det rapporterer det arabiske medie al-Jazeera.

Ifølge samme medie er en anden gerningsmand flygtet fra stedet.

Den tyrkiske indenrigsminister oplyser søndag morgen, at man stadig jagter en gerningsmand.

- Eftersøgningen på terroristen fortsætter. Jeg håber, at gerningsmanden bliver pågrebet hurtigt, om Gud vil, siger ministeren ifølge det franske nyhedsbureau.

Tyrkisk tv oplyser, at der var op mod 700 mennesker på natklubben, da den blev angrebet.

En journalist fra tv-stationen NTV oplyser, at en gerningsmand skød mod politiet, før han løb ind på natklubben og åbnede ild mod tilfældige mennesker.

Herefter opstod panik, og flere gæster hoppede ifølge tyrkisk tv i Bosporusstrædet for at komme væk fra gerningsmanden.

Billeder fra NTV viser ifølge nyhedsbureauet Reuters, at både pansrede politibiler og ambulancer er til stede ved natklubben.

Der er ingen meldinger om danskere blandt de omkomne eller sårede, oplyser Borgerservice.

- Der er fortsat ikke forlydender om danskere, der er dræbte eller sårede. Det betyder ikke, at vi kan udelukke det. Men vi har ingen forlydender om savnede, siger chef Rene Dinesen.

Danskere, der befinder sig i Istanbul, opfordres af Borgerservice til at kontakte pårørende, hvis de er uskadte.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx