Af Ritzau - 22/12-16 16:19; Opdateret: 22/12-16 22:19

Tysk minister bekræfter fingeraftryk fra mistænkt i lastbilTysk minister bekræfter fingeraftryk fra mistænkt i lastbil

24-årig tunesers fingeraftryk er fundet på lastbil, der blev brugt i angrebet mod julemarked mandag i Berlin.

storybild

Tysk indenrigsminister bekræfter, at man har fundet fingeraftryk fra mistænke i lastbil, der blev brugt i angreb mod julemarked. (Billede: Reuters/Hannibal Hanschke)

Tyske myndigheder har fundet beviser på, at en formodet gerningsmand bag et angreb i Berlin faktisk var i den lastbil, der mandag pløjede igennem et julemarked.

Det bekræfter Thomas de Maizière, den tyske indenrigsminister, på et pressemøde sammen med forbundskansler Angela Merkel.

Man har fundet fingeraftryk, som matcher den 24-årige tuneser Anis Amris, inde i køretøjet, fortæller Maizière.

Dermed er mistanken mod tuneseren bestyrket. 12 personer blev dræbt - deriblandt lastbilens polske chauffør - mens omkring 50 andre blev såret.

Oplysningen fra indenrigsministeren er ikke ny. Flere tyske medier har erfaret dette fra efterforskere. Men ingen har tidligere officielt bekræftet fundet.

Politiet har fundet identitetspapirer tilhørende den 24-årige i lastbilens førerhus.

Også justitsminister Heiko Maas deltog på det korte pressemøde, efter at de tre havde modtaget en briefing fra tyske efterforskere.

Merkel lagde blandt andet vægt på, at det er vigtigt at holde hovedet koldt.

- I de seneste dage har jeg været meget stolt over, hvordan de fleste har håndteret denne situation med ro, siger den tyske kansler.

Den 24-årige tuneser er på fri fod.

Den tyske anklagemyndighed har torsdag udstedt en arrestordre på Anis Amri, bekræfter en talskvinde for myndigheden.

Torsdag har der været flere politiaktioner over hele landet, siger politiet på et pressemøde.

Blandt andet blev et butikscenter i Prenzlauer Berg lukket, og driften af sporvogne i kvarteret blev indstillet.

Anis Amri menes at have kapret en polsk lastbil og styret den ind i menneskemængden på julemarkedet.

Tuneseren er efterlyst i hele Europa, og det fik blandt andet Østjyllands Politi til at rykke ud til Grenaa onsdag aften.

Her mente en hundelufter at have set den efterlyste ved havnen. Derfor blev området gennemsøgt af patruljer og en helikopter - uden resultat.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx