26/10-17 11:52; Opdateret: 26/10-17 13:10

Vestager åbner sag om britisk skat på multinationale selskaberVestager åbner sag om britisk skat på multinationale selskaber

En talskvinde for Theresa May siger, at Storbritanniens skatteregler ikke er uforenelige med EU's love.

storybild

EU's konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, åbner nu en sag om de muligheder for skatterabat, som Storbritannien giver multinationale selskaber. Scanpix/Yuri Gripas/arkiv

Bruxelles. EU's konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, åbner nu en sag om de muligheder for skatterabat, som Storbritannien giver multinationale selskaber.

Undersøgelsen skal klarlægge, om briterne giver de multinationale lov til at betale for lidt i skat.

Det vil i givet fald være i strid med EU's regler for statsstøtte.

- Alle virksomheder skal betale deres rimelige andel af skatten, siger Vestager.

Hun mener, at Storbritannien siden 2013 har undtaget visse finansielle indtægter - for eksempel renter på lån - fra de multinationale selskabers beskatning.

Vestager siger, at de regler, der skal forhindre skatteunddragelse, ikke kan gå imod deres eget formål.

Og det gør de, hvis de behandler nogle virksomheder bedre end andre.

- Derfor vil vi omhyggeligt undersøge en undtagelse af Storbritanniens regler mod skatteunddragelse for visse multinationale selskabers transaktioner for at sikre os, at de ikke overtræder EU's regler for statsstøtte, siger hun.

Målet med de britiske regler for skat på udenlandske selskaber er at undgå, at en virksomhed i Storbritannien bruger et datterselskab i et skattely til at undgå skat.

Reglerne skal især forhindre, at selskaber kunstigt flytter rundt på overskud.

Og den slags regler er generelt effektive og vigtige i kampen mod skatteunddragelse, hedder det i en pressemeddelelse fra Vestager.

Men EU-Kommissionen er i tvivl om, hvorvidt de undtagelser, der blev indført i 2013, giver nogle selskaber mulighed for at slippe billigere i skat end andre. Så det vil nu blive grundigt undersøgt.

I en pressemeddelelse skriver EU-Kommissionen, at selv om Storbritannien er på vej ud af EU, skal de følge alle regler, så længe de er medlem.

En talskvinde for den britiske premierminister, Theresa May, siger, at Storbritanniens skatteregler ikke overtræder EU's love.

- Vi mener ikke, at disse regler er uforenelige med EU's love, siger talskvinden.

- Men vi vil samarbejde med EU-Kommissionens undersøgelse, siger hun.

Vestager er som konkurrencekommissær gået hårdt efter dem, der efter EU's mening bøjer skattereglerne.

Den største sag har hun åbnet mod Irlands beskatning af Apple.

Her mener Vestager, at Apple har fået en ulovlig skattefordel.

Den amerikanske it-gigant skal derfor efterbetale næsten 100 milliarder kroner i skat til den irske statskasse.

Sagen skal nu afgøres af EU-Domstolen.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx