Af - 11/04-17 11:52

Mistænkt for Stockholm-angreb erklærer sig skyldigMistænkt for Stockholm-angreb erklærer sig skyldig

39-årige Rakhmat Akilov erklærer via sin advokat, at han stod bag lastbilangreb, der dræbte fire i Sverige.

Bildstrecke im Grossformat »

Den mistænkte for fredagens lastbilangreb i Stockholm, usbekeren Rakhmat Akilov, erkender gennem sin forsvarer, at han stod bag terrorhandlingen.

Fire mennesker blev dræbt og op mod 15 såret ved angrebet i det centrale Stockholm. Her kørte han en stjålen lastbil gennem en befærdet gågade og forsøgte at ramme folk på sin vej.

Den 39-årige Akilov blev tirsdag fremstillet i grundlovsforhør i Stockholm med henblik på fortsat fængsling.

Hans advokat, Johan Eriksson, ville ikke på forhånd fortælle, hvordan hans klient forholdt sig til sigtelsen. Men han oplyste ved fængslingsmødets start, at Akilov erkendte at stå bag lastbilangrebet.

- Akilov erkender terrorkriminalitet og accepterer at blive fængslet, siger han.

Rakhmat Akilov er usbeker med fire børn og et arbejde i byggebranchen. Der er tegn på, at han sympatiserer med den militante islamistiske gruppe Islamisk Stat.

Grundlovsforhøret foregår bag lukkede døre, fordi politiet vil fremlægge flere beviser. Sagen efterforskes fortsat, og politiet siger, at det kan vare op til et år, før et anklageskrift er klart.

Akilov var klædt i grønt, da han ankom til retten. Han gik med bøjet hoved, da han nåede frem til retslokalet.

Der var mange pressefolk til stede, og der opstod skubben og masen mellem journalister, som ville sikre sig de bedste pladser.

Inden retsmødet var området foran retslokalet blevet spærret af.

- Der vil være omfattende sikkerhedstiltag på samme niveau, som når sager af grov, organiseret kriminalitet skal for retten, siger Thomas Östman, der er sikkerhedschef for Stockholms byret.

Der var mødt en russisk tolk op i retten for at oversætte for Akilov.

De fire mennesker, der blev dræbt fredag, var en 11-årig pige, en kvinde fra Uddevalla, en 41-årig britisk mand og en 31-årig kvinde fra Belgien.

Ni personer er fortsat indlagt på hospitalet. Tilstanden beskrives som alvorlig for to af de kvæstede.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx