Af Ritzau - 25/03-17 10:50

Tysk politi har 602 navne på islamistisk trusselslisteTysk politi har 602 navne på islamistisk trusselsliste

200 personer på liste over islamistiske trusler kan i teorien udføre angreb når som helst ifølge tysk politi.

storybild

Tyske betjente foran et muslimsk bederum i Hildesheim. I byen er flere unge blevet radikaliseret, og flere står på en liste over "islamistiske trusler". (Arkivfoto) (Billede: Reuters/Kai Pfaffenbach)

I skuffen hos Tysklands føderale politi, BKA, ligger der en liste med 602 navne. Hvert navn udgør ifølge politiet en "islamistisk trussel", der er i stand til at begå et angreb.

En stor del af personerne på listen opholder sig i udlandet, men cirka 200 af dem kan i teorien udføre et blodigt angreb et sted i Tyskland når som helst, vurderer BKA ifølge den tyske avis Der Spiegel.

Personerne bag navnene på BKA's liste bliver vurderet som trusler, men kan ikke dømmes for noget på grund af manglende beviser.

Politiet anslår, at 300 af dem opholder sig i udlandet. Det er særligt i Syrien og Irak, hvor de kæmper for grupper som "Islamisk Stat".

100 andre sidder bag tremmer i et tysk fængsel med forskellige domme på straffeattesten.

For cirka 200 gælder det, at de ikke er dømt for noget og bevæger sig frit rundt i Tyskland, selv om de ifølge politiet er i stand til at udføre "politisk motiverede forbrydelser af betragtelig betydning."

Skåret ind til benet betyder det, at de når som helst kan udføre et "terrorangreb", skriver Der Spiegel. Men når beviserne mod dem mangler, kan politiet kun overvåge dem.

Det er dog ikke altid nok. For eksempel var manden bag et angreb mod et julemarked i Berlin sidste år opført på listen over islamistiske trusler. Han pløjede en lastbil ind i juleboder og besøgende og tog livet af 12 personer.

De tyske politikere vil gerne slå ned på de mulige ekstremister, men mange tiltag er enten for vage eller i karambolage med loven, fordi det risikerer at pille ved menneskerettighederne.

I Bayern har delstatens regering for nylig foreslået, at dommere skal have mulighed for præventivt at fængsle personer, der menes at udgøre en trussel.

Jurister kalder dog den mulighed problematisk. En af dem er Thomas Feltes, der er professor i kriminologi ved Bochum Universitet.

- Vil vi sende alle potentielle trusler bag tremmer på ubegrænset tid? Så ryger vi på niveau med Tyrkiet, og vi ville skabe en masse små Guantanamo-fængsler, siger han til Der Spiegel.

Flere personer på BKA's liste er ikke klar over, at de er havnet der. Listen er lavet siden 2004.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx