Af Ritzau - 27/01-17 18:49; Opdateret: 28/01-17 01:00

Trump begrænser adgangen til USA for muslimske flygtningeTrump begrænser adgangen til USA for muslimske flygtninge

Formålet med et nyt dekret er at holde terrorister ude af USA, siger Trump, som vil tillade syriske kristne.

storybild

Præsident Donald Trump vil med et nyt dekret, der begrænser muslimske flygtninges adgang til USA, holde "terrorister" ude af landet, siger han. (Billede: Scanpix/Mandel Ngan)

Præsident Donald Trump har fredag underskrevet et dekret, der begrænser immigrationen til USA samt tilgangen af flygtninge fra visse overvejende muslimske lande.

Det skriver flere internationale nyhedsbureauer.

- Jeg sørger for en grundig og kritisk vurdering for at holde radikale, islamistiske terrorister ude af USA. Vi vil ikke have dem her, siger præsidenten ifølge Reuters.

- Vi ønsker kun dem, som vil støtte vores land og elske vores folk.

Det Hvide Hus har endnu ikke offentliggjort det præcise indhold af dekretet, men torsdag skrev The Washington Post og The New York Times, at Trump vil suspendere USA's flygtningeprogram i fire måneder.

Ifølge et udkast, som de to store aviser er i besiddelse af, vil Trump lukke for flygtninge fra Syrien på ubestemt tid, indtil han vurderer, at de ikke længere udgør en fare for landets sikkerhed.

Trump siger dog fredag, at han vil prioritere syriske kristne, som flygter fra det borgerkrigshærgede land.

Yderligere vil det øvrige program, der lader flygtninge komme til USA, ifølge udkastet blive sat på pause i 120 dage, indtil den nye administration har udarbejdet en ny landeliste.

Foruden Syrien vil Donald Trump også sætte et foreløbigt stop for, at der bliver givet visum til personer fra Irak, Sudan, Iran, Libyen, Somalia og Yemen.

Behandling af visumansøgninger fra lande, der vurderes at udgøre en terrortrussel, vil blive suspenderet i 30 dage. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Af udkastet til det nye dekret fremgår det også, at det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, får tre måneder til at udarbejde en plan for sikre zoner i selve Syrien. Her skal syriske civile kunne søge tilflugt.

Det er uklart, om det underskrevne dekret indeholder samme ordlyd som det udkast, som The New York Times og The Washington Post torsdag beskrev.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx