Af Ritzau - 06/05-17 12:03; Opdateret: 06/05-17 12:23

Ambassadør: Læk ødelægger næppe Macrons vinderchancerAmbassadør: Læk ødelægger næppe Macrons vinderchancer

E-mails fra kampagneholdet bag den franske præsidentkandidat Emmanuel Macron er lækket kun få dage før valget.

storybild

Centrumkandidaten Emmanuel Macron kæmper for søndag at blive valgt til Frankrigs næste præsident. (Billede: Scanpix/Sebastien Bozon)

Det har ikke været rart for den franske præsidentkandidat Emmanuel Macron at se private mails og dokumenter fra sin kampagnestab spredt ud over nettet dagen før valget.

Alligevel har han næppe grund til bekymring, når han søndag står over for sin modstander i valget, Marine Le Pen. Det mener Danmarks ambassadør i Frankrig, Kirsten Malling Biering.

- Man må sige, at Emmanuel Macron på dette tidspunkt nok er så langt foran Marine Le Pen med næsten 20 procent, at man ikke rigtig kan se for sig, at det ville gå hen og få den store betydning, siger hun.

- Man skal selvfølgelig aldrig sige aldrig, når det handler om valg, men det forekommer ikke særligt sandsynligt.

Macrons kampagnehold oplyser ifølge Reuters, at det har været udsat for et massivt hackerangreb, hvor en lang række dokumenter er blevet stjålet.

De er nu ifølge holdet selv blevet blandet med falske dokumenter og spredt på nettet.

Angrebet er højst sandsynligt ikke kommet som en overraskelse for franskmændene, mener Kirsten Malling Biering.

- Man har i hele forløbet af valgkampen været opmærksom på, at sådan noget som hacking, falske nyheder og de sociale medier alt i alt har en meget stor rolle at spille, siger hun.

Det er heller ikke første gang, at Macrons lejr bliver udsat for angreb over nettet. Faktisk er hele hjemmesiden for hans kampagne blevet lagt ned af hackere, fortæller den danske ambassadør.

- Så man har på alle måder prøvet at standse hans vej frem mod det, som nu altså er den anden runde af præsidentvalget, hvor han efter alt at dømme vil kunne vinde over Marine Le Pen, siger hun og understreger, at man endnu ikke er klar over, hvem der står bag angrebene.

Centrumkandidaten Emmanuel Macron kæmper mod den EU- og indvandrerkritiske Marine Le Pen om søndag at blive valgt til Frankrigs næste præsident.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx