Af Simon Kruse - 16/06-17 12:15

Putin afslørede fem sider af sig selv under tv-show: Men én ting tillod han ikkePutin afslørede fem sider af sig selv under tv-show: Men én ting tillod han ikke

Vladimir Putin er både landsfader og hyggeonkel i sit eget fire timer lange TV-show. Vi bringer en guide til den russiske præsidents skærmtække.

Bildstrecke im Grossformat »

I galleriet øverst: Putin scorer otte mål i ishockeykamp.

1. Den barmhjertige Putin

Over to millioner spørgsmål var indløbet fra de russiske TV-seere, da dette års udgave af Putin-showet ramte de russiske TV-skærme. Det meddelte værten forventningsfuldt, mens den russiske præsident satte sig i den varme stol for 15. gang siden 2001.

De fleste ringede naturligt nok forgæves. Men de udvalgte, der kom igennem telefonsluserne, fik igen i år en mulighed for at få løst alle problemer for åben skærm, mens præsidenten udpegede de skyldige.

En enlig mor ringede, fordi hun ikke havde modtaget hjælp, efter hendes hus gik tabt i en skovbrand. Putin lovede at tage fat i kraven på de lokale embedsmænd og få hjælpen frem. Senere var en ældre kvinde i røret. Hun boede under elendige forhold med tre børn, fordi hun ikke havde fået erstatning efter en nylig oversvømmelse i landsbyen.

Putin henvendte sig direkte til den lokale guvernør:

»Hvor er pengene,« smældede han og lovede at tage sig personligt af både sagen og guvernøren.

Efter masseanholdelser anbefaler Putin demonstrationer
Efter masseanholdelser anbefaler Putin demonstrationer

2. Familiefar og landsfader

De i alt fire timers TV med nøje udvalgte spørgsmål gav Vladimir Putin mulighed for at vise sig fra sin mest joviale side ni måneder før præsidentvalget.

»Hvor stor er den største fisk, du har fanget,« lød et af de beundrende spørgsmål. En anden ville vide, hvordan Putin havde det med at være bedstefar.

Dette års show udmærkede sig også ved at være det første, hvor en gennemstilling til en fødegang gav Putin – altså landsfaderen – mulighed for at byde en nyfødt borger velkommen bare 20 minutter efter fødslen. Det lyste op i en ellers dyster diskussion om lave fødselstal.

I samme åndedrag fortalte Putin, at han netop har fået endnu et barnebarn. Publikum i studiet klappede begejstret.

Putin: Ruslands økonomiske krise er ovre
Putin: Ruslands økonomiske krise er ovre

3. Ruslands beskytter

Der var også sværere spørgsmål. En ung fyr spurgte Putin, hvorfor han ikke slår ned på »korrupte folk i regeringen«. Præsidenten spurgte mistænksomt, om den unge mand selv havde fundet på det spørgsmål. Så lovede han, at »ingen lovovertrædelse« vil blive glemt.

Præsidenten får nemlig altid det sidste ord. Efter en skolelærerinde havde klaget over sin lave løn, pegede Putin på ondsindede kræfter i udlandet. Mange problemer skyldes således ikke hans egen regering, men at Vesten vil tvinge Rusland i knæ, forklarede præsidenten.

»Vi har levet under udenlandske sanktioner fra det øjeblik, da Rusland begyndte at rejse sig,« sagde han.

Præsidenten understregede samtidig, at sanktioner kun gør landet stærkere.

Rusland-ekspert: Demonstrationer presser ikke Putin nu
Rusland-ekspert: Demonstrationer presser ikke Putin nu

4. Onkelhumor

Putin forsøgte sig også i år med et par morsomheder for at få det lange show til at glide lettere. I 2015 fortalte han anekdoter om den tidligere tyske kansler Gerhard Schröders hang til øl. I år gik det ud over præsidenten i nabolandet Ukraine, Petro Porosjenko.

Porosjenko gentog forleden, at Ukraine vil vende Rusland ryggen og samarbejde med Europa. Med et løsrevet citat af forfatteren og digteren Mikhail Lermontov kædede Putin Europa sammen med et nedsættende russisk udtryk for homoseksuelle.

»Der er flere af dem dér end hos os. Det er ikke et sted, hvor man skal slappe af. Han må hellere passe godt på,« sagde Putin.

»Ha-ha-ha,« lo publikum høfligt.

Putin nægter at have kompromitterende materiale om Trump
Putin nægter at have kompromitterende materiale om Trump

5. Den usårlige

Der var til gengæld ingen spørgsmål om fængslingen af oppositionspolitikeren Aleksej Navalnyj for tre dage siden. Der var heller ingen, der spurgte til politiets anholdelse af knap 800 demonstranter i Moskva.

For Putin tillader ikke det uventede under sit show.

Spørgsmålene og deres stillere er nøje udvalgt. Flere af dem blev inviteret til kameratræning allerede i sidste uge, rapporterer avisen RBK.

Ikke desto mindre poppede en række uvelkomne spørgsmål op på skærmen midt under showet. Det skete, da TV-kanalen Rossija kortvarigt åbnede for indspark via SMS.

»Hvornår træder du tilbage?« stod der pludselig på skærmen i et par sekunder.

»Hele landet synes, at du har siddet for længe på tronen,« skrev en anden.

Et tredje spørgsmål lød: »Putin, tror du virkelig, at folk tror på dette cirkus med falske spørgsmål?«

Kort efter blev der lukket for bidrag via SMS.

Putin vil ikke dømme Trump for Obamas aftale om klimaet
Putin vil ikke dømme Trump for Obamas aftale om klimaet


Simon Kruse er Berlingskes korrespondent i Rusland

LÆS OGSÅ: Macron til Putin: Frankrig vil se rødt ved kemisk angreb

LÆS OGSÅ: Macron vil holde hård tone i første møde med Putin

LÆS OGSÅ: Putin: Vi kan fremskaffe optagelse med Trump og russere

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx