Af Ritzau - 15/04-17 02:11; Opdateret: 15/04-17 02:43

Kystvagt og ngo'er redder 2000 migranter i MiddelhavetKystvagt og ngo'er redder 2000 migranter i Middelhavet

En enkelt er fundet død, mens 2074 er blevet reddet under 19 redningsaktioner i Middelhavet langfredag.

storybild

Migranter bliver overført til den italienske kystvagt, inden de bliver sejlet i land. (Billede: Reuters/Darrin Zammit Lupi)

Flere end 2000 migranter er fredag blevet reddet i land under en række dramatiske redningsaktioner i Middelhavet.

En enkelt person er fundet død i forbindelse med aktionerne, oplyser den italienske kystvagt og vidner på stedet.

En talsmand for den italienske kystvagt siger, at 2074 migranter er blevet reddet i forbindelse med i alt 19 redningsaktioner udført af kystvagten og ngo'er, der opererer i området.

De mange migranter var stuvet sammen på 16 gummijoller og tre mindre træbåde.

Organisationen Læger Uden Grænser skriver på Twitter, at en teenager er blevet fundet død på en gummibåd, hvis øvrige passagerer blev reddet af skibet Aquarius.

- Havet fortsætter med at være et gravsted, skriver Læger Uden Grænser i tweetet.

Organisationen tilføjer, at dens to skibe Aquarius og Prudence har reddet omkring 1000 migranter fra ni både.

Adskillige migranter gik i panik, mens de forsøgte at holde sig oven vande, da deres båd kæntrede under en af redningsaktionerne.

Videooptagelser fra aktionen viser, hvordan redningsarbejdere hopper i vandet fra skibet Phoenix for at komme migranterne til undsætning.

- I de 19 år, jeg har dækket historier om flygtningestrømme, har jeg aldrig oplevet noget lignende, siger Darrin Zammit, der er fotograf for Reuters. Han var om bord på skibet Phoenix under redningsaktionerne.

Han oplyser, at skibets besætning i alt reddede 134 migranter i løbet af fredagen.

Den italienske kystvagt samlede samtlige migranter, inden de blev sejlet i land i Italien.

Ifølge Den Internationale Organisation for Migration er næsten 32.000 migranter ankommet til Europa via Middelhavet alene i 2017.

Flere end 650 er enten omkommet eller meldt savnet.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx