Af Ritzau - 26/04-17 03:48; Opdateret: 26/04-17 05:16

Canadas Trudeau kaster sig ind i handelsstrid med TrumpCanadas Trudeau kaster sig ind i handelsstrid med Trump

Justin Trudeau har tirsdag fortalt Donald Trump, at Canada vil forsvare sig mod USA's handelsbarriere på træ.

storybild

Justin Trudeau kaster sig ind i en ny konflikt med USA. Konflikten er blusset op, efter at USA tidligere på ugen pålagde canadisk tømmer en straftold på i gennemsnit 20 procent. USA mener, at den canadiske stat subsidierer sine tømmerproducenter. (Billede: Scanpix/Charly Triballeau)

Den canadiske premierminister, Justin Trudeau, har kastet sig ind i en nyopstået handelskonflikt om canadisk tømmer med den store nabo mod syd, USA.

Under en telefonsamtale med den amerikanske præsident, Donald Trump, har Trudeau tirsdag aften lokal tid sagt, at "Canada vil forsvare sin interesse i tømmerindustrien med stor energi."

- USA og Canada er enige om, at vi skal opnå en aftale om canadisk tømmer, står der i en pressemeddelelse fra den canadiske regering. Meddelelsen er udsendt efter samtalen mellem de to regeringsledere.

Der står også, at Trudeau har "tilbagevist de grundløse anklager" mod Canadas handelsmetoder.

Konflikten er blusset op, efter at USA tidligere på ugen pålagde canadisk tømmer en straftold på i gennemsnit 20 procent.

USA mener, at den canadiske stat subsidierer sine tømmerproducenter.

- Canada har gjort det meget svært for vores mælkebønder i Wisconsin og andre grænsestater. Det vil vi ikke finde os i. Bare vent og se!, skrev Donald Trump i et tweet på det sociale medie Twitter tidligere tirsdag.

Justin Trudeau sagde inden opkaldet tirsdag, at han vil stå fast.

- Jeg er høflig, men jeg står også meget fast på at forsvare Canadas interesser. Jeg vil respektfuldt indgå i en dialog med USA for at vise, at vores økonomier er integreret.

Tømmer er en enorm eksportvare for Canada. Det bliver brugt til alt fra byggeri til gulve i USA.

Der blev eksporteret tømmer fra Canada til USA for 5,7 milliarder dollar sidste år.

Nu har Canada så svaret igen ved at indføre begrænsninger for salget af udenlandske mælkeprodukter, der gør det næsten umuligt for amerikanske mejerier og mælkebønder at eksportere til Canada.

Det rammer hårdt i nogle af de områder i USA, som Donald Trump har svoret at beskytte.

De nordlige stater lever af landbrug, og Wisconsin kalder sig selv for "ostestaten".

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx