23/10-17 10:31

Cataloniens leder mister alle sine beføjelser og sin lønCataloniens leder mister alle sine beføjelser og sin løn

Catalonien drøfter mandag sit næste skridt, efter at Madrid har bebudet, at regionens selvstyre fjernes.

storybild

Cataloniens leder, Carles Puigdemont, vil miste alle sine beføjelser og sin løn i samme øjeblik, Spaniens senat godkender artikel 155, som medfører, at den centrale regering i Madrid styrer regionen. Det siger Spaniens vicepremierminister mandag. Reuters/Gonzalo Fuentes

Madrid. Cataloniens leder, Carles Puigdemont, vil miste alle sine beføjelser og sin løn i samme øjeblik, Spaniens senat godkender artikel 155, som medfører, at den centrale regering i Madrid styrer regionen.

Det siger Spaniens vicepremierminister mandag.

En enkelt repræsentant vil måske midlertidigt blive indsat af Madrid til at lede regionen, når Senatet har godkendt direkte styre, siger vicepremierminister Soraya Saenz de Santamaria i et radiointerview.

Senatet ventes fredag at udløse artikel 155 i landets forfatning, som vil opløse den catalanske regering. Det er første gang, det sker for selvstyret, som har eksisteret i knap 40 år.

Artikel 155 giver regeringen mulighed for at tage "alle nødvendige foranstaltninger", hvis en af landets 17 regioner med delvist selvstyre ikke følger forfatningen.

Catalanske partier skal mandag mødes for at drøfte deres næste skridt - et møde, hvor de regerende separatister potentielt set kan erklære sig uafhængige.

- Hvad der sker nu, er, at alle i enighed vil erklære, hvad vi vil gøre og hvordan, siger den catalanske regeringstalsmand, Jordi Turull, efter at han har fordømt, hvad han kalder "fuldbyrdet kup mod catalanske institutioner".

Den spanske premierminister, Mariano Rajoy, advarede lørdag om, at han vil fjerne Puigdemont og opløse Cataloniens regering.

Der skal derudover afholdes valg i Catalonien i løbet af seks måneder, ønsker Rajoy.

Rajoy mener, at Spanien har nået "et kritisk punkt" efter uger med politisk limbo oven på afstemningen 1. oktober.

90 procent stemte for løsrivelse. Dog var det kun 43 procent af vælgerne, som stemte på valgdagen, hvor spansk politi flere steder blev sat ind for at forhindre valghandlingen.

Siden har der i Barcelona været meget store demonstrationer, hvor demonstranter råbte slagord for et samlet Spanien og imod løsrivelse.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx