25/09-17 13:02; Opdateret: 25/09-17 16:14

Polens præsident kræver større magt over dommeres skæbnePolens præsident kræver større magt over dommeres skæbne

Polen må tage de andre EU-landes bekymringer alvorligt, siger Anders Samuelsen på ministermøde i Bruxelles.

storybild

To måneder efter at have afvist regeringens forslag til en retsreform i Polen har landets præsident Duda fremlagt sit eget forslag, der også indebærer øget politisk indflydelse. Scanpix/Wojtek Radwanski

Warszawa. Polens præsident ønsker større magt over dommerstanden i EU-landet.

Det fremgår af et forslag, som præsident Andrzej Duda har fremlagt. Det sker to måneder, efter at han nedlagde veto mod dele af regeringens omstridte retsreform.

Under en præsentation af sit forslag siger Duda, at der for topdommere skal indføres en pensionsalder på 65 år.

Når en dommer når pensionsalderen, skal præsidenten afgøre, om dommeren kan fortsætte på posten.

Ifølge Dudas plan vil det kræve et flertal på tre femtedele i parlamentet, når nye dommere skal vælges.

Præsidenten får også mulighed for at gribe ind, hvis parlamentarikerne ikke kan blive enige.

Forslaget til forfatningsændringen skal godkendes i parlamentet, før det eventuelt kan træde i kraft.

Dudas forslag vil - ligesom regeringens afviste forslag - øge den politiske kontrol med domstolene.

Præsidenten sagde, da han for to måneder siden nedlagde veto mod regeringens reformer, at han selv ville fremlægge et forslag.

Den polske regering fik af præsidenten afvist to af fire retsreformer. Det skete i forlængelse af omfattende protester i Polen.

EU-Kommissionen har gentagne gange kritiseret de polske retsreformer. De underminerer domstolenes uafhængighed, lyder kritikken.

De første formelle skridt på vejen mod en EU-retssag mod Polen er allerede taget.

På et europaministermøde mandag i Bruxelles er der ifølge EU-Kommissionens første næstformand, Frans Timmermans, "bred, bred opbakning" til EU's linje.

Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) siger, at der blandt de andre EU-lande er stor bekymring over udviklingen i Polen.

- Budskabet er over en bred kam, at man ønsker, at Polen tager den bekymring, der er, alvorligt, siger Samuelsen.

Han mener, at Polen må sørge for "at komme ind på sporet igen".

- Polakkerne bliver nødt til at respektere, at de er med i en klub, hvor vi har nogle fælles spilleregler, siger han.

Den polske europaminister, Konrad Szymanski, siger, at Polen er lige så optaget af at overholde retsstatens principper som alle andre.

- Der er ingen uenighed om retsstatens principper som sådan, siger Szymanski.

- Der er uenighed om implementeringen og fortolkningen af retsreformens konkrete forslag, siger den polske europaminister.

Han mener ikke, at der er nogen særlig god grund til at fortsætte diskussionen, efter at præsident Duda har spillet ud med nye forslag.

EU-Kommissionen vil nu undersøge og tage stilling til de nye forslag fra den polske præsident.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx