Af Ritzau - 03/05-17 00:22; Opdateret: 03/05-17 06:29

Clinton giver Rusland og FBI skylden for sit valgnederlagClinton giver Rusland og FBI skylden for sit valgnederlag

Den slagne demokratiske præsidentkandidat har ved en velgørenhedsmiddag åbnet op for nederlaget til Trump.

storybild

Hillary Clinton kommer nu med udtalelser, der er de mest direkte om valget, der er kommet fra den tidligere kandidats side. (Billede: Reuters/Brendan Mcdermid)

FBI's leder, James Comey, og Rusland er skyld i, at Hillary Clinton tabte valget i november til Donald Trump.

Det siger den tidligere amerikanske præsidentkandidat under en velgørenhedsmiddag i New York.

- Jeg var ved at vinde, indtil en kombination af James Comeys brev 28. oktober og russiske læk rejste tvivl hos mennesker, der ville stemme på mig, men blev skræmt væk, siger demokraten.

Clinton har holdt sig ude af rampelyset siden sit overraskende nederlag til Trump.

Men det betyder ikke, at hun har glemt nederlaget.

- Hvis valget var afholdt 27. oktober, så ville jeg være jeres præsident, siger Clinton.

Hun henviser til et brev fra James Comey 28. oktober, der beskrev, at FBI undersøgte Hillary Clintons brug af en privat server til e-mails.

Brevet blev offentliggjort, og det medførte en negativ mediedækning af Clinton. Det har senere medført kritik af Comey, fordi timingen ifølge mange har haft indflydelse på valghandlingen.

I januar slog det amerikanske efterretningsvæsen fast, at Rusland havde blandet sig indirekte i valget i USA.

Ifølge efterretningstjenesterne havde præsident Vladimir Putin selv beordret, at Demokraterne skulle undermineres, så Trump kunne blive valgt.

- Han (Putin, red.) blandede sig tydeligt i valget, og det står klart, at det var for at skade mig og hjælpe min modstander, siger Clinton.

Hun peger blandt andet på, at hendes medarbejderes stjålne e-mails blev gjort offentligt på WikiLeaks, få timer efter at en video med Donald Trump, der snakkede om at tage kvinder i skridtet, blev offentliggjort.

- Hvilket sammentræf. Man kunne ikke have skrevet det bedre, siger Clinton.

Clintons udtalelser er de mest direkte om valget, der er kommet fra den tidligere kandidats side.

Donald Trump har dog ikke meget tiltro til Hillary Clintons udlægning.

- FBI-leder Comey er det bedste, der nogensinde er sket for Hillary Clinton. Han gav hende lov til mange slemme gerninger, tweetede præsidenten efter Clintons udtalelser.

- De falske Trump/Rusland historier er en undskyldning brugt af demokrater for at retfærdiggøre, at de tabte valget, skriver Trump i et efterfølgende tweet.

/ritzau/AFP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx