14/08-17 05:19; Opdateret: 14/08-17 09:30

Tvivl om ministers statsborgerskab truer australsk regeringTvivl om ministers statsborgerskab truer australsk regering

Australiens vicepremierminister må forlade parlamentet, hvis han også har newzealandsk statsborgerskab.

storybild

Sydney. Tvivl om den australske vicepremierminister Barnaby Joyces statsborgerskab kan ende med at udløse et valg i landet.

Joyce siger mandag, at han måske ikke er berettiget til et sæde i parlamentet, fordi han muligvis har statsborgerskab i både Australien og New Zealand.

Australske politikere kan ikke vælges til parlamentet, hvis de har dobbelt statsborgerskab. Den regel har i de seneste uger fået flere senatorer til at trække sig.

Barnaby Joyce er leder i Nationalpartiet, hvis vælgere fortrinsvis stammer fra Australiens store landområder. Partiet støtter den australske centrumhøjreregering, der har et flertal på blot et enkelt sæde i parlamentet.

Regeringen står dermed til at miste sit flertal, hvis Joyce bliver nødt til at trække sig fra posten. Det vil i givet fald udløse et valg i landet, vurderer politiske eksperter.

Barnaby Joyce, der er født i Australien, oplyser, at han i sidste uge blev kontaktet af newzealandske myndigheder. De forklarede ham, at han muligvis havde et nedarvet statsborgerskab i landet.

Joyces far er født i New Zealand, men kom til Australien i 1947.

- Hverken jeg eller mine forældre har nogensinde haft grund til at tro, at jeg er statsborger i noget andet land, siger Barnaby Joyce.

Han har anmodet om, at sagen bliver taget op i Australiens højesteret, der skal afgøre, om han er berettiget til et sæde i parlamentet.

Barnaby Joyce understreger, at han ikke har tænkt sig at trække sig eller tage orlov.

Beslutter højesteret, at Joyce ikke er berettiget til et sæde i parlamentet, kan det meget vel være slut for premierminister Malcolm Turnbulls regering.

- Jeg tror, at Turnbull vil udskrive valg, hvis Joyce bliver presset ud, siger Peter Chen, lektor i politik ved University of Sydney.

Meningsmålinger tyder på, at Malcolm Turnbull ville tabe et valg, da hans regering i den seneste tid har tabt vælgere til et parti på den yderste højrefløj.

Imens har moderate vælgere i stigende grad stillet sig bag socialistiske Labor.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx