08/11-17 19:22

Forurening gør dele af New Delhi til et gaskammerForurening gør dele af New Delhi til et gaskammer

Myndighederne i New Delhi har givet ordre til lukning af skoler resten af ugen på grund af luftforurening.

storybild

Tyk smog ligger over Indiens hovedstad, New Delhi, som er en af de mest forurenede storbyer i verden. Forureningen er visse steder målt til 500. Det er det værst mulige på regeringens indeks over koncentrationen af giftige partikler i luften. Scanpix/Sajjad Hussain

New Delhi. Myndighederne i New Delhi gav onsdag ordre til lukning af skoler resten af ugen på grund af luftforurening i storbyen, hvor der er stigende kritik af passivitet over for et stadigt mere ekstremt miljø.

Tyk smog ligger over byen, som er en af de mest forurenede i verden. Forureningen er visse steder målt til 500. Det er det værst mulige på regeringens indeks over koncentration af giftige partikler i luften.

- Luftkvaliteten i Delhi bliver stadigt dårligere. Vi kan ikke gå på kompromis med børns sundhed i denne situation, siger en ledende embedsmand, Manish Sisodia, om baggrunden for lukningen af skolerne.

Delhis eget bystyre, der kalder byen for "et gaskammer", havde tidligere lukket skoler for små børn onsdag.

De føderale myndigheder har advaret om, at personer med åndedrætsproblemer og mindre børn bør blive indendørs.

- Folk bør undlade at gå morgenture eller andre krævende udendørsaktiviteter, som belaster åndedrættet, hedder det i en offentlig advarsel.

I de seneste år har myndighederne i den indiske hovedstad forsøgt at få mindsket forureningen ved at begrænse brugen af biler og beskatte lastbiler på gennemfart.

Men de forskellige tiltag har ikke haft nogen større virkning.

Premierminister Narendra Modis føderale regering har opfordret Delhi og de omliggende nordlige delstater til øjeblikkeligt at gribe ind og få bragt forureningen ned. Om det så skal ske ved at få helikoptere til at sprøjte vand ned over byen.

I november sidste år var forureningen i Delhi på det værste niveau i 20 år, hvilket betød, at millioner børn måtte holdes hjemme fra skole. Tusindvis af arbejdere blev syge og folk stod i kø for at købe ansigtsmasker.

Forurening koster på globalt plan hvert år millioner af mennesker livet. I 2015 var forurening således skyld i ni millioner dødsfald. Det er tre gange så mange, som aids, tuberkulose og malaria er skyld i tilsammen.

Tallene stammer fra en arbejdsgruppe etableret af det anerkendte medicinske tidsskrift The Lancet.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx