29/09-17 14:55; Opdateret: 29/09-17 15:37

Gerhard Schröder får toppost i sanktionsramt russisk selskabGerhard Schröder får toppost i sanktionsramt russisk selskab

Tidligere forbundskansler Gerhard Schröder vælges ind i bestyrelsen i Rosneft, hvor Rusland er hovedaktionær.

storybild

Den tidligere tyske forbundskansler Gerhard Schröder er blevet valgt ind i den russiske oliekoncern Rosnefts bestyrelse. Russiske medier skriver, at han sågar er blevet formand for bestyrelsen. Scanpix/Odd Andersen/arkiv

Sankt Petersborg. Den tidligere tyske forbundskansler Gerhard Schröder er valgt ind i den russiske oliekoncern Rosnefts bestyrelse.

Schröder er valgt til formand for bestyrelsen i oliegiganten.

Aktionærerne godkendte fredag en udvidelse af bestyrelsen fra 9 til 11 medlemmer. De to nyvalgte er Schröder og tidligere russisk energiminister Aleksander Novak, skriver det russiske nyhedsbureau Tass.

Rosneft står på EU's sanktionsliste efter den russiske intervention i Ukraine i 2014 og annekteringen af den ukrainske halvø Krim.

Det er den russiske stat, der ejer hovedparten af Rosneft.

Gerhard Schröder var forbundskansler i Tyskland fra 1998 til 2005.

Den tidligere socialdemokratiske leder har for nylig sagt, at hans forhold til Rosneft er et personligt anliggende.

Ekskansleren har siden 2006 været formand for bestyrelsen i Nord Stream, som er en naturgasledning fra Rusland til Tyskland.

Det russiske selskab Gazprom ejer hovedparten af ledningen, som i disse år planlægges udvidet via Østersøen.

I sit hjemland har Schröder fået kritik for sin omfavnelse af Rusland.

Den tyske regering tog officielt afstand fra ekskansleren i 2014. Det skete, da han mødtes med præsident Vladimir Putin og omfavnede ham som en gammel ven.

Billederne af den smilende Schröder i omfavnelse af Putin blev bragt på et tidspunkt med stærke spændinger mellem Vesten og Rusland på grund af krisen i Ukraine.

Schröder har også forsvaret Ruslands rolle i konflikten. Det har hans efterfølger som kansler, Angela Merkel, kritiseret.

- Det er skamfuldt, har Merkel sagt om hans forsvar af Kremls fremfærd i Ukraine.

Schröder er flere gange blevet hårdt kritiseret for at optræde som en form for lobbyist for den russiske energisektor.

/ritzau/dpa

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx