26/10-17 12:00; Opdateret: 26/10-17 14:23

Inferno på indonesisk fyrværkerifabrik koster 46 livetInferno på indonesisk fyrværkerifabrik koster 46 livet

Tyk sort røg vælter op fra fabrik i Jakarta efter to eksplosioner, der kan høres over store dele af byen.

storybild

Den ødelagte fyrværkeribygning i Jakarta. Scanpix/Demy Sanjaya

Jakarta. Dødstallet efter to eksplosioner på en fabrik, der fremstiller fyrværkeri i udkanten af Indonesiens hovedstad, Jakarta, er steget til 46.

Det oplyser den lokale politichef.

Tidligere blev det meldt, at ulykken havde kostet op mod 30 livet.

- Vi er stadig ved at bringe ofre ud. Der er 46 ligposer, siger politichefen.

10 mennesker savnes fortsat. Snesevis af andre er kommet til skade ved ulykken.

TV-billeder viste tyk sort røg, der vælter op fra en lagerbygning i bydelen Tangerang.

Øjenvidner sagde til lokale medier, at der var to eksplosioner. Den første var klokken 10 torsdag formiddag og den næste tre timer senere. Begge brag kunne høres mange kilometer væk.

- De, som døde, er umulige at genkende, de er helt forkullede, fortæller en brandmand til en tv-station.

Fabrikken er fuldstændig ødelagt. Den havde kun været i brug i to måneder, skriver flere medier.

En lokal beboere fortæller, at de hørte eksplosionerne og folk, der inde fra bygningen skreg om hjælp.

- Mine venner og jeg så nogle politifolk, som slog en væg ned, så folk kunne undslippe, og så væltede arbejderne ud.

- Jeg så folk, blandt dem også kvinder, som hoppede ud højere oppe fra, åh min Gud.

Branden i bygningen blev bragt under kontrol i løbet af eftermiddagen.

Myndighederne har endnu ikke oplyst, hvordan branden brød ud. Men det er bekræftes, at den opstod ved indgangen.

Mange af de døde blev fundet i bagenden af fabrikken. Meget tydede på, at de havde forsøgt at komme væk fra den brændende indgang.

/ritzau/AFP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx