01/11-17 00:16; Opdateret: 01/11-17 06:28

New York-mistænkt er usbeker og aktiv Uber-chaufførNew York-mistænkt er usbeker og aktiv Uber-chauffør

Politiet i den amerikanske storby har identificeret manden, der menes at stå bag angreb på Manhattan.

storybild

En 29-årig mand menes at stå bag tirsdagens angreb i New York, der kostede otte mennesker livet. Scanpix/Don Emmert

New York. En 29-årig mand fra Usbekistan mistænkes for at stå bag tirsdagens angreb i New York, der har kostet otte mennesker livet.

Politiet i New York har således identificeret manden til at være fra Usbekistan og have navnet Sayfullo Saipov. Det skriver AP.

Nyhedsbureauet baserer sine oplysninger på udtalelser fra to lokale politikilder, der ikke har beføjelser til at udtale sig officielt om efterforskningen. De har derfor udtalt sig på betingelse af anonymitet.

Den formodede gerningsmand er 29 år og kom angiveligt til USA i 2010. Han har opholdstilladelse i landet og bor i USA på permanent basis.

Sayfullo Saipov er lastbilchauffør og har blandt andet arbejdet som chauffør for kørselstjenesten Uber. Det har tjenesten selv bekræftet.

Han bestod et indledende baggrundstjek hos Uber og var aktiv chauffør i over seks måneder. Her blev det til mere end 1400 ture.

Efter angrebet tirsdag har Uber tilbudt sin assistance til forbundspolitiet, FBI.

29-årige Saipov har et kørekort fra den amerikanske delstat Florida, men har dog muligvis haft bopæl i New Jersey.

Angrebet i New York blev udført tirsdag eftermiddag, hvor føreren af en varebil tilsyneladende med fuldt overlæg kørte imod trafikken på en række gader nær World Trade Center på Manhattan i New York.

Foruden de otte dræbte meldes 11 alvorligt såret.

Efter at have ramt adskillige mennesker med varebilen steg gerningsmanden ud af køretøjet med en attrappistol og råbte "allahu akbar" (Gud er størst, red.), oplyser politiet i New York.

To anonyme tjenestemænd siger i øvrigt til The New York Times, at efterforskerne nær varebilen har opdaget et håndskrevet brev på arabisk, hvori angrebsmanden sværger troskab til Islamisk Stat (IS).

New Yorks borgmester, Bill de Blasio, og USA's præsident, Donald Trump, kalder begge tirsdagens angreb et "terrorangreb".

New Yorks guvernør, Andrew Cuomo, siger, at den 29-årige formodede gerningsmand var en "ensom ulv". Der er foreløbig ingen beviser for, at han skulle være en del af et større plot.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx