Af Ritzau - 15/12-16 14:29

Ekspert: Stormagterne duellerer i Det Sydkinesiske HavEkspert: Stormagterne duellerer i Det Sydkinesiske Hav

USA og Kina er i gang med at definere, hvem der bestemmer i Asien. Det kan blive farligt, siger ekspert.

storybild

En amerikansk flådegruppe ud for Korea i 2016. USA og Kina er på kollisionskurs i Det Sydkinesiske Hav. (Billede: Free/Us Navy/mc3 Andre T. Richard)

Satellitbilleder viser, at Kina har placeret antiluftskyts og missilbaser på de kunstige øer, som landet har bygget i Det Sydkinesiske Hav.

Det er seneste udvikling i en årelang konflikt mellem Kina på den ene side og USA og dets allierede på den anden.

Kina mener, at Det Sydkinesiske Hav tilhører dem. USA og dets allierede mener, at det er internationalt farvand.

- Det er en eskalering af konflikten. Men det er ingen overraskelse for dem, der følger med.

- Kina har længe sagt, at de ville militarisere øerne, hvis de andre magter ikke holdt sig tilbage. Og det har de ikke gjort, siger ekspert i asiatisk sikkerhedspolitik og Kina ved Forsvarsakademiet Liselotte Odgaard.

Mens Kina ofte bliver portrætteret som den aggressive part, er billedet langt mere nuanceret, vurderer Liselotte Odgaard.

USA har gennemført en forøgelse af sin militære tilstedeværelse i området, og USA's allierede gennemfører regelmæssige patruljer igennem områder, som Kina opfatter som sine.

- Filippinerne og Vietnam har været relativt aggressive. Det hører vi bare ikke så meget om, fordi Kina i vores del af verden er fjenden.

- Men i virkeligheden er der tale om en gensidig proces, hvor alle er involveret i en eskalering, siger Liselotte Odgaard.

Konflikten er fortsat ikke kørt over i en reel militær konflikt. Men risikoen for, at det sker, er til stede.

- Spillet har ændret sig. Siden 2010 har det handlet om, at USA vil forsvare det system, der har været, mens Kina vil have mere strategisk råderum i sin egen region.

- De tester hinandens strategiske vilje til at forsvare deres interesser. Og det er altid farligt, når stormagter skal finde ud af, hvordan en ny verdensorden skal se ud, siger Liselotte Odgaard.

Det bliver gjort værre af, at der ingen etablerede organisationer eller praksisser er for, hvordan Kina og USA håndterer konflikten.

- FN er en død sild i denne her sammenhæng. Parterne står uden det konfliktløsningsapparat, der - om end minimalt - var under den kolde krig. Og det er risikabelt.

- Det sagt, så har ingen af dem et ønske om krig. Samtidig er der meget fokus på området, og det taler for, at det ikke ufrivilligt løber af sporet, siger Liselotte Odgaard.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx