16/11-17 12:43; Opdateret: 16/11-17 12:59

EU-Parlament er klar til forhandling af nyt asylsystemEU-Parlament er klar til forhandling af nyt asylsystem

Alle medlemslande skal tage ansvar i forhold til fordeling af flygtninge, mener europaparlamentarikere.

storybild

Strasbourg. De medlemslande, der vil være med i EU's asylsamarbejde, skal også deltage i tvungne flygtningekvoter.

Det er et led i det reformforslag af Dublin-forordningen, som EU-Parlamentet netop har stemt igennem ved en samling i Strasbourg.

Forslaget blev vedtaget med 390 stemmer for og 175 imod. 44 afstod fra at stemme.

Det betyder, at parlamentet nu er klar til at indlede forhandlinger med EU's medlemslande om det fremtidige system, når landene er klar.

Som det er nu, er det landet, hvor en asylansøger først ankommer, der er ansvarlig for asylansøgningen.

Danmark er i dag med i samarbejdet gennem en parallelaftale. Man ønsker som udgangspunkt ikke at deltage i en permanent fordeling.

EU-Kommissionen har tidligere foreslået, at en automatisk omfordeling kan blive sat i gang, hvis lande modtager flere flygtninge, end deres kvote lyder på.

Men parlamentet ser hellere en automatisk fordeling af flygtningene mellem landene.

Der er to tiltag i forslaget, der skal sikre, at alle landene deltager i omfordelingen.

Lande, der ikke gør, risikerer at miste støtte fra EU's struktur og investeringsfonde. Derudover vil omfordelingen stoppe fra lande, der vælger ikke at registrere ankomne.

Det land, som en ansøger først ankommer til, skal lave en hurtig førstebehandling af ansøgningen. Her skal indgå et sikkerhedstjek og en vurdering af, om personen i første omgang er berettiget til asyl.

For at undgå en økonomisk byrde for modtagerlande, bør EU betale de ekstraomkostninger, der måtte være, lyder det i forslaget.

Parlamentet mener også, at der skal tages højde for, om en person har en særlig tilknytning til et EU-land som familie- eller studierelationer.

Er det ikke tilfældet kan ansøgeren vælge mellem de fire lande, der modtager færrest flygtninge i forhold til deres kvote.

Den bliver beregnet ud fra landenes befolkningstal og bnp.

For at lette overgangen for lande, der ikke er vant til at modtage flygtninge, bliver der foreslået en treårig overgangsperiode.

Medlemslandene forventes at være klar til at indlede forhandlinger i første halvdel af 2018.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx