17/08-17 09:58; Opdateret: 17/08-17 11:17

Irland nægter EU-krav om at inddrive milliarder fra AppleIrland nægter EU-krav om at inddrive milliarder fra Apple

Vi er ikke globale skatteopkræver, siger irsk minister. EU kræver, at Apple betaler Irland 13 milliarder euro.

storybild

Det var EU's konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, som 30. august sidste år gav Irland besked om, at man var ude på tynd is og skal inddrive 13 milliarder euro i skyldig skat fra Apple. Virksomheden har europæisk hovedkvarter i Irland. Ellers er det ulovlig statsstøtte, lød det. Scanpix/John Thys

Berlin. Den irske regering nægter at efterkomme et krav fra EU om at inddrive milliarder af euro i skat fra it-giganten Apple.

Finansminister Paschal Donohoe siger i et interview til avisen Frankfurter Allgemeine, at regeringen ikke vil følge EU-Kommissions krav om at indkræve 13 milliarder euro (97 milliarder kroner) fra Apple.

Han kalder kravet uberettiget.

- Vi er ikke globale skatteopkrævere for alle, siger han til avisen.

EU-Kommissionen krævede sidste år, at Apple tilbagebetaler det store skattebeløb til Irland. Den mener, at Irland har givet Apple ulovlig statsstøtte ved at lade selskabet slippe for billigt i skat. Apple har sit europæiske hovedsæde i Irland.

Den irske minister påpeger, at Apples særdeles gunstige skatteforhold har været tilgængelige for alle andre virksomheder.

Derfor mener han ikke, der er sket brud på hverken irsk eller europæisk lov.

Donohoe siger, at den irske regering vil inddrive pengene fra Apple. Men de vil blive anbragt i en fond, mens Apple appellerer afgørelsen.

Det var EU's konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, som sidste sommer sendte Irland den ubehagelige besked. Det skete uden vaklen.

- Medlemslande må ikke give skattefordele til udvalgte virksomheder. Det er ulovligt i henhold til EU's regler om statsstøtte, sagde Margrethe Vestager.

Irland kritiseres for at være alt for lempelig med skat over for store amerikanske IT-virksomheder, der lige som Apple har etableret deres europæiske hovedsæder i Irland.

Det gælder for eksempel Facebook og Google.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx