06/11-17 01:39; Opdateret: 06/11-17 06:35

Medie: Gerningsmand bag kirkeangreb var for krigsret i 2012Medie: Gerningsmand bag kirkeangreb var for krigsret i 2012

Det var angiveligt en 26-årig mand med en fortid i luftvåbnet, der søndag åbnede ild mod kirkegængere.

storybild

Politiet skal nu forsøge at klarlægge, hvad der fik en ung, hvid mand til at åbne ild mod kirkegængere ved en gudstjeneste i Texas. Scanpix/Erich Schlegel

Houston. Manden, der søndag åbnede ild mod kirkegængere i den lille by Sutherland Springs i Texas, brugte en automatriffel under angrebet.

Derudover bar han en skudsikker vest og var iklædt sort tøj. Det oplyser politiet på et pressemøde søndag eftermiddag lokal tid.

- Vi mener, han er en ung, hvid mand, måske i sine tidlige 20'ere. Han var udelukkende iklædt sort tøj, taktisk udstyr og bar en skudsikker vest, siger Freeman Martin, der talsmand for de regionale beredskabsmyndigheder i Texas.

Den formodede gerningsmand blev efter angrebet fundet død. På sig havde han et automatvåben af typen Ruger AR, tilføjer Freeman Martin ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Myndighederne har endnu ikke officielt bekræftet identiteten på den formodede gerningsmand, ud over at der skulle være tale om en ung, hvid mand.

Politikilder med kendskab til efterforskningen oplyser dog til CBS News, at der angiveligt er tale om den 26-årige Devin Patrick Kelley, som havde bopæl i New Braunfels omkring 56 kilometer fra Sutherland Springs.

Devin Patrick Kelley tjente ifølge CBS News' kilder i luftvåbnet fra 2010 til 2014.

Embedsmænd fra det amerikanske luftvåben oplyser ifølge nyhedsbureauet AP, at Devin Patrick Kelley som følge af ureglementeret opførsel blev stillet for en militærdomstol i 2012 og afskediget to år senere.

Talskvinde Ann Stefanek oplyser, at sagen drejede sig om et overfald på hans kone samt et overfald på parrets barn.

Ifølge luftvåbnet tjente Devin Patrick Kelley på Holloman Air Force Base i New Mexico, indtil han blev fyret.

Devin Patrick Kelleys onkel Dave Ivey fortæller til NBC News, at han er i chok over nyheden om kirkemassakren:

- Aldrig nogensinde ville jeg have troet, at Devin ville være i stand til at gøre sådan noget. Jeg er fuldstændig i chok. Min familie kommer til at lide under hans kujonagtige handlinger.

- Jeg er så ked af det på vegne af ofrene i Texas, siger onklen.

Politiet kender endnu ikke motivet bag søndagens skyderi, der har kostet mindst 26 mennesker livet.

Føderale embedsmænd oplyser til NBC News, at der ikke er noget, der tyder på, at handlingen er relateret til terror.

Ofrene er i alderen fra 5 til 72 år, oplyser guvernør i Texas Greg Abbott. Han kalder søndagens skyderi det "dødeligste masseskyderi i Texas' historie".

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx