07/07-17 17:29; Opdateret: 07/07-17 18:13

Tyskland og USA sender læger til kinesisk systemkritikerTyskland og USA sender læger til kinesisk systemkritiker

København. Læger fra Tyskland og USA skal nu tilse den kinesiske systemkritiker Liu Xiaobo, der angiveligt er ved at dø af kræft.

storybild

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Mindst to læger skal besøge den 61-årige menneskerettighedsaktivist og forfatter efter at have modtaget en invitation fra det hospital, der behandler ham.

Den amerikanske ambassade har bekræftet, at de kender til invitationen fra hospitalet, der ligger i det nordøstlige by Shenyeng.

- Vi har bedt Kina om at lade disse læger få uhindret adgang til Liu, siger talskvinde Mary Beth Polley.

Hun fortæller også, at den fængslede forfatters helbred ifølge ambassadens oplysninger skulle være i hastig forværring.

Liu Xiaobo blev i 2009 dømt til 11 års fængsel i Kina. Anklagen var, at han opildnede til undergravning af statsmagten.

Da han i 2010 vandt Nobels fredspris, var han repræsenteret med en tom stol under ceremonien.

For tiden er han løsladt for at modtage medicinsk behandling.

Siden Liu Xiaobo blev flyttet til hospitalet for en måned siden, har Kina stået over for internationalt pres for at lade Liu rejse ud af landet for at modtage behandling.

Forfatteren er blevet diagnosticeret med kræft i leveren.

Også FN's kontor for menneskerettigheder har fredag krævet, at FN får adgang til den syge Liu Xiaobo.

Mange frygter, at han er døden nær. Hospitalet i Shenyeng afslørede torsdag, at hans leverfunktion var forringet.

Det er også blevet oplyst, at han fredag har svært ved at spise.

En af hans venner har fortalt til AFP, at Liu Xiaobos bror er sat til lørdag at skulle besøge ham for første gang.

Ud over sit arbejde for menneskerettighederne er Liu Xiaobo også kendt for sin indsats under konflikten på Den Himmelske Freds Plads i Beijing i 1989.

Her forsøgte han at hjælpe med at forhandle en sikker vej ud af pladsen for de tusinder af demonstranter, der blev brutalt fjernet af militæret.

/ritzau/AFP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx