13/07-17 17:07

Nobelkomité: Kina bærer et stort ansvar for Lius dødNobelkomité: Kina bærer et stort ansvar for Lius død

Den kinesiske regerings hjerteløshed er chokerende, lyder kritik fra Human Rights Watch efter Liu Xiaobos død.

storybild

New York. Den kinesiske regering er ansvarlig for Liu Xiaobos død torsdag, siger den norske nobelkomité efter nyheden om den kinesiske fredsprismodtagers død torsdag.

- Vi finder det dybt foruroligende, at Liu Xiaobo ikke blev overført til en facilitet, hvor han kunne få passende medicinsk behandling, inden han blev uhelbredeligt syg, skriver nobelkomitéen ifølge AFP i en meddelelse.

- Den kinesiske regering bærer et stort ansvar for hans for tidlige død.

Kina-direktør Sophie Richardson i menneskeretsorganisationen Human Rights Watch mener, at Liu Xiaobos død viser den kinesiske regerings ubarmhjertighed over for fredelige fortalere for menneskerettigheder og demokrati.

- Den kinesiske regerings arrogance, ondskab og hjerteløshed er chokerende. Men Lius kamp for et demokratisk Kina, der respekterer rettigheder, vil leve videre, siger Sophie Richardson i en pressemeddelelse fra organisationen.

Liu Xiaobo, der blev tildelt Nobels fredspris i 2010, døde torsdag af komplikationer som følge af leverkræft. Han blev 61 år.

Den dødssyge mand var bevogtet af kinesiske sikkerhedspoliti på det hospital, som han blev overført til fra sin fængselscelle for lidt over en måned siden.

- Selv da Liu Xiaobos sygdom forværredes, fortsatte den kinesiske regering med at isolere ham og hans familie og nægtede ham frit at kunne vælge sin lægelige behandling, siger Richardson.

Tyskland havde tilbudt at modtage Liu Xiaobo og give ham behandling for kræftsygdommen, men Kina havde svaret, at han var for syg til at blive sendt udenlands.

I sidste uge fik to læger fra Tyskland og USA lov til at tilse Liu Xiaobo.

Kina var under internationalt pres for at lade Liu Xiaobo rejse ud af landet for at modtage behandling.

Liu var en af Kinas mest kendte dissidenter og demokratiforkæmpere og var blandt andet aktiv i protesterne på Den Himmelske Freds Plads i 1989. Det indbragte ham sin første fængselsdom på to år.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx