Af Ritzau - 03/06-17 21:56

New York Times: Israel gjorde a-bombe klar i 1967New York Times: Israel gjorde a-bombe klar i 1967

Israel planlagde at sprænge atombombe i krigen i 1967 i Sinai, hvis krigen gik skævt.

storybild

Dengang og nu. Det sorthvide billede viser israelske soldater, der under Seksdageskrigen for 50 år siden har erobret Østjerusalem. De står ved det hemmelige jødiske sted Grædemuren. Den israelske regerings pressekontor har samlet de tre soldater igen 50 år efter og taget et lignende billede. De tre nu pensionerede faldskærmsjægere hedder Tzion Karasenti, Yitzhak Yifat og Haim Oshri. (Billede: Scanpix/David Rubinger, Menahem Kahana)

Kort før krigsudbruddet i Mellemøsten i 1967 arbejdede israelske atomteknikere på højtryk for at samle en atombombe.

Den skulle sprænges på toppen af et bjerg i Sinai-ørkenen for at vise de arabiske lande, hvad de kunne blive udsat for.

Ifølge planen skulle bomben sprænges, hvis Israel under krigen blev alvorligt trængt.

Planen, som New York Times omtaler, blev kaldt "Dommedags-operationen".

Oplysningerne kommer i forbindelse med 50-års-dagen for udbruddet af det, der siden er blevet kendt som Seksdageskrigen.

Den brød ud 5. juni 1967, da Israel efter spændinger i området hele foråret gik til overraskelsesangreb på Egypten.

Det skete tidligt om morgenen, da israelske krigsfly angreb Egyptens luftbaser og udraderede stort set hele Egyptens luftvåben.

Angrebet udløste krig mellem Israel på den ene side og Egypten, Libanon, Syrien, Jordan og Irak på den anden.

Efter seks dage havde Israel nedkæmpet de arabiske lande og erobret Sinai-ørkenen, Golanhøjderne samt Vestbredden og Østjerusalem.

Men i månederne op til krigen var det ikke givet, at Israel kunne vinde.

Men, skriver New York Times, nu gik det hele så hurtigt, at atomsprængladningen aldrig blev bragt til Sinai.

Det var brigadegeneral Itzhak Yaakov, der ledte operationen. Han døde i 2013 som 87-årig. Men inden sin død gav han en række interviews til Avner Cohen, der er israelsk akademiker, som forsker i Israels atomhistorie.

- Det er den sidste hemmelighed fra 1967-krigen, siger Cohen.

Han lavede interviews med Yaakov i 1999 og 2000. De bliver offentliggjort mandag. Det er ikke klart, om der kun er lydbånd, eller om der også er video.

New York Times har set en delvis udskrift af et bånd, hvor den afdøde brigadegeneral fortæller, hvad der udløste planen.

- Hør her, det var helt naturligt. Du har en fjende, og han siger, at han vil smide dig i havet. Du tror på ham.

- Hvordan kan du stoppe ham? Du skræmmer ham. Hvis du har noget, du kan skræmme ham med, så skræmmer du ham.

I øvrigt har Israels regering aldrig sagt, om landet har atomvåben eller ej.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx