24/11-17 05:02

Ekspert opfordrer EU til at true Ukraine på pengeneEkspert opfordrer EU til at true Ukraine på pengene

Seks tidligere sovjetrepublikker kommer fredag til topmøde med EU. Løkke skal mødes med Ukraines præsident.

storybild

Den ukrainske præsident, Petro Porosjenko (i midten), ønsker klar besked fra EU om, at Ukraine kan blive medlem af EU, når det engang måtte opfylde betingelserne. Men EU synes ikke på vej med nye løfter. Her er Porosjenko tidligere i år fotograferet sammen med EU-præsident Donald Tusk (til venstre) og EU-Kommssionens formand, Jean-Claude Juncker (til højre). Scanpix/Sergei Supinsky/arkiv

Bruxelles. EU må true med at smække pengekassen i, medmindre Ukraine kommer tilbage på sporet og får fart på reformprocessen igen.

Det mener Amanda Paul, der er senioranalytiker og ekspert i EU's udenrigspolitik ved tænketanken European Policy Centre i Bruxelles.

- Det kan lyde hårdt, siger Amanda Paul.

- Men EU er nødt til at sige, at penge er knyttet til reformer. Reelle reformer, siger hun.

EU's stats og regeringschefer mødes fredag i Bruxelles til østligt partnerskabstopmøde med lederne af seks lande.

Det er Armenien, Aserbajdsjan, Georgien, Hviderusland, Moldova og Ukraine, der alle var en del Sovjetunionen indtil kommunismens kollaps.

Landene er meget forskellige. Ukraine, Georgien og Moldova er rykket tættere på EU.

Hviderusland og Armenien orienterer sig derimod mere mod Rusland, mens Aserbajdsjan er tæt på Tyrkiet.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) skal under topmødet fredag have et bilateralt møde med Ukraines præsident, Petro Porosjenko.

De skal blandt andet tale om den konference om reformer, som Danmark næste år er vært for sammen med Ukraine.

Målet med konferencen er at fastholde fremskridt og den internationale støtte til omstillingen i Ukraine.

Ifølge Amanda Paul har Ukraine slækket markant på tempoet i reformerne efter nogle gode år.

- Der har været tilbagefald til den gamle måde at gøre tingene på, siger analytikeren.

- De presser ikke så meget på med reformprocessen, som de gjorde tidligere, siger hun.

Ukraine ønsker på topmødet klar besked fra EU om, at det kan blive medlem af EU, når det engang måtte opfylde betingelserne.

Men EU kæmper med sine egne problemer og synes ikke parat til at udstikke nye løfter om udvidelser, selv om de ligger nok så langt ude i fremtiden.

EU-præsident Donald Tusk skal i forbindelse med topmødet fredag også tale med den britiske premierminister, Theresa May.

Forventningen i Bruxelles er, at May senest i starten af december vil give flere indrømmelser til EU.

Ikke mindst i forhold til den økonomiske opgørelse ved skilsmissen fra det europæiske samarbejde.

Målet er i givet fald, at et topmøde i midten af december vil lade exit-forhandlingerne rykke videre til også at handle om fremtidens forhold.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx