Af Sebastian Kirk - 09/10-17 16:44; Opdateret: 09/10-17 18:01

Glem chokolade: Nu kommer verdens første oste-julekalenderGlem chokolade: Nu kommer verdens første oste-julekalender

Nu er der godt nyt til enhver ægte oste-elsker.

storybild

Elsker du ost? Elsker du jul? Så er der godt nyt.

For mange danskere er december uløseligt forbundet med et dagligt stykke chokolade fra den 1. til den 24. i måneden.

Men hvis du hører til den del af befolkningen, der synes, det er lidt for meget at starte dagen med chokolade, og du egentlig hellere vil lægge ud med en ostemad, så er der godt nyt. Nu kan du nemlig forene de to ting med verdens første oste-julekalender.

Tiltaget er opfundet af den britiske mad-blogger Annem Hobson, der driver bloggen So Wrong It's Nom. Hun er kæmpe fan af ost, og sidste år lancerede hun Twitter-kampagnen #CheeseNotChoc i håb om at få en oste-kalender på markedet.

Hun udarbejdede en prototype, og ikke færre end 11.000 fans skrev sig op for at få en året efter - altså i år. Og nu er det en realitet: Det bliver oste-elskernes jul i år.

I samarbejde med det britiske mejeri Ilchester, der blandt andet ejer de populære britiske ostemærker Applewood og Jarlsberg, kommer produktet 'Cheese Advent Calendar' således på hylderne i hele Storbritannien fra den 9. november hos supermarkedskæden ASDA, hvor den vil koste 8 pund - cirka 66 kroner.

For de penge får man 24 individuelt indpakkede oste i én samlet æske. Og ja - den skal opbevares i et køleskab. Til gengæld er æsken designet sådan, at man kan fjerne halvdelen efter den 12. december, så den ikke fylder så meget.

Annem Hobson med den nye oste-kalender - og den prototype, hun lavede sidste år.

Desværre kommer produktet ikke til Danmark i første omgang. Men Annem Hobson lover, at hun ikke har glemt hverken os eller resten af verden.

'USA, Europa og resten af verdenen - I er ikke blevet glemt,' skriver hun på sin blog.

'Jeres støtte betyder alt for mig, og nogle meget vigtige personer har fortalt mig, at hvis kalenderen klarer sig godt i mit hjemland, så vil de også sælge den i dit land inden længe,' fortsætter hun og opfordrer alle interesserede til at skrive til hende, hvis de gerne så, at kalenderen fandtes i deres land.

De største osteelskere kan altså få en kalender allerede i år, hvis de slår turen forbi Storbritannien inden jul. Alle andre må dog vente til næste år, hvis den bliver en succes i år.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx