Af Ritzau - 04/06-17 17:39; Opdateret: 05/06-17 04:40

30-årig canadisk kvinde er blandt de dræbte i London30-årig canadisk kvinde er blandt de dræbte i London

Canadiske Christine Archibald er blandt de syv dødsofre for angrebet i London. Folk fra mange lande er såret.

storybild

Syv mennesker blev dræbt under et attentat i Storbritanniens hovedstad, London, lørdag aften. (Billede: Scanpix/Chris J Ratcliffe)

Den 30-årige canadier Christine Archibald er den første af de i alt syv dræbte i lørdagens angreb i London, der er blevet identificeret.

Ifølge den canadiske tv-station CTV News var Christine Archibald fra British Columbia i Canada.

- Vi sørger over tabet af vores smukke og kærlige datter og søster, skriver hendes familie i en udtalelse søndag.

- Hun havde plads i sit hjerte til alle og troede stærkt på, at hver enkelt menneske var værdifuldt og skulle respekteres.

Familien oplyser videre, at den unge kvinde arbejdede på et herberg for hjemløse, før hun flyttede til Europa for at være sammen med sin forlovede.

- Vær venlig at ære hende ved at gøre dit lokalsamfund til et bedre sted. Bliv frivillig og arbejd eller doner penge til et herberg for hjemløse. Fortæl dem, at Chrissy sendte dig, skriver Christine Archibalds familie.

Tidligere søndag fordømte Canadas premierminister, Justin Trudeau, i en erklæring angrebet.

- Canada fordømmer kraftigt dette meningsløse attentat i London i aftes, skriver han.

- Mit hjerte er knust over, at der er en canadier blandt de dræbte.

Frankrigs udenrigsminister, Jean-Yves Le Drian, oplyser, at der også er en fransk statsborger blandt de dræbte. Det skriver det franske nyhedsbureau AFP.

Det officielle dødstal er syv. Der er endnu ikke informationer om de fem øvrige dødsofre.

Yderligere blev 48 mennesker såret af de tre gerningsmænd, der torpederede fodgængere på London Bridge og senere gik amok med knive i kvarteret Borough Market.

Ifølge de britiske medier er der personer fra mange lande blandt de sårede, hvoraf 21 meldes at være i kritisk tilstand.

Den franske udenrigsminister siger, at der er fire hårdt sårede franskmænd ud af i alt syv tilskadekomne franskmænd.

The Guardian skriver, at der derudover er to australiere og to newzealændere blandt de sårede.

Desuden er en fransk statsborger savnet.

Det tyske nyhedsbureau dpa citerer indenrigsminister Thomas de Maizière for at oplyse, at der er to tyske statsborgere blandt de sårede.

Mark Rowley, leder af det britiske politis antiterrorenhed, oplyser, at gerningsmændene blev dræbt af otte betjente, der affyrede omkring 50 skud mod de tre mænd.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx