28/09-13 07:03

Enighed i FN: Nu skal Assads giftgasser fjernesEnighed i FN: Nu skal Assads giftgasser fjernes

Over to års dødvande i FN's Sikkerhedsråd er brudt, og en resolution ligger klar om Syriens kemiske våben.

storybild

(Billede: Zeuss Press / Polfoto)

FN's Sikkerhedsråd har natten til lørdag dansk tid enstemmigt vedtaget en resolution om Syriens kemiske våben.

Resolutionen skal sørge for, at Syriens beholdning af giftgasser bliver udryddet, men den indeholder ingen automatiske sanktioner over for Syriens præsident, Bashar al-Assad, hvis han ikke holder, hvad han har lovet.

Både den amerikanske og russiske udenrigsminister understreger dog, at FN's Sikkerhedsråd er parat til at straffe Syrien, hvis resolutionen ikke bliver overholdt. Det kræver i så fald endnu en afstemning i FN.

Det er første gang i den over to år lange borgerkrig, at FN's Sikkerhedsråd er nået til enighed om en resolution over for Syrien.

- Planen eliminerer et af verdens største lagre af kemiske våben, siger USA's udenrigsminister, John Kerry, på et pressemøde efter afstemningen i New York.

FN's Sikkerhedsråd har været splittet i spørgsmålet, da Assads nære allierede, Rusland, sammen med Kina flere gange har nedlagt veto mod resolutioner, der havde til formål at udøve pres på Syrien for at stoppe borgerkrigen.

Efter flere ugers intense forhandlinger blev de fem permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet - USA, Rusland, Kina, Frankrig og Storbritannien - natten til fredag enige om et udkast til FN-resolutionen.

Alle 15 medlemmer stemte natten til lørdag ja til planen.

FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, siger, at man håber på at få arrangeret en fredskonference om Syrien i Genève i midten af november.

Syrien-resolutionen er kommet i stand efter angrebet med kemiske våben ved Damaskus i august. Hundredvis af børn og voksne blev gasset ihjel.

USA ønskede i første omgang at straffe Syrien militært, men planerne blev midlertidigt stoppet, da Rusland banede vejen for en aftale med Syrien om, at det syriske styre skal udlevere alle sine kemiske våben til internationale observatører.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx