Af Ritzau - 01/05-17 04:08; Opdateret: 01/05-17 05:29

Medie: Kongressen sikrer ro om USA's finanslovMedie: Kongressen sikrer ro om USA's finanslov

Demokrater og republikanere er ifølge Washington Post blevet enige om budget for resten af dette finansår.

storybild

USA undgår en budgetkrise som i 2013, hvor turister, der ville besøge store offentlige monumenter som for eksempel Frihedsgudinden i New York, gik forgæves. Arkiv. (Billede: Scanpix/Stan Honda)

Den offentlige sektor i USA risikerer ikke at blive ramt af midlertidige nedlukninger på grund af pengemangel i den resterende del af dette finansår. Finansåret slutter ved udgangen af september.

Dermed er en truende budgetkrise afblæst.

Natten til mandag dansk tid er demokrater og republikanere i Kongressen blevet enige om at finansiere statsbudgettet frem til 1. oktober, hvor USA tager hul på et nyt finansår.

Det oplyser kilder i Kongressen til Washington Post ifølge Reuters.

Ifølge avisen skal forslaget til afstemning i Kongressen senere denne uge.

Aftalen sikrer blandt andet flere penge til det amerikanske forsvar. Det samme gælder for grænsekontrollen.

Fredag afværgede Kongressen, hvor Republikanerne sidder på et flertal i både Senatet og Repræsentanternes Hus, en nedlukning af mange offentlige kontorer.

Et flertal stemte for at udskyde tidsfristen for at få en aftale på plads for de resterende fem måneder af finansåret med én uge.

Det betyder, at en endelig aftale skal være godkendt senest 5. maj.

Præsident Donald Trump ønsker yderligere 30 milliarder dollar til det amerikanske militær indføjet i aftalen.

Kilder i Kongressen oplyste fredag til Reuters, at forhandlerne for Republikanerne og Demokraterne har drøftet at øge forsvarsudgifterne med 15 milliarder dollar. Altså halvt så meget som den republikanske præsident forestiller sig.

Demokraterne menes til gengæld at stille krav om, at andre dele af statsapparatet også får flere penge at gøre godt med.

Under forhenværende præsident Barack Obama var der flere gange budgetkriser.

I efteråret 2013 blev flere hundrede tusinde af offentligt ansatte sendt på ufrivillig ferie. Det skete, fordi Republikanerne nægtede at stemme for en finanslov.

Det betød blandt andet, at nationalparker som Grand Canyon og museer var lukket for besøgende.

Turister, der ville besøge store offentlige monumenter som for eksempel Frihedsgudinden i New York, gik også forgæves.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx