03/09-17 11:36

Frankrig ønsker et hårdt svar på Nordkoreas bombetestFrankrig ønsker et hårdt svar på Nordkoreas bombetest

Den franske præsident siger, at det internationale samfund må reagere på Nordkorea. Rusland maner til ro.

storybild

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, vil skrue bissen på over for Nordkorea. Scanpix/Ludovic Marin (arkiv)

Pyongyang. Det internationale samfund må reagere fast på den "nye provokation" fra Nordkorea, siger Emmanuel Macron, den franske præsident.

Hans reaktion kommer, efter at Nordkorea har sagt, at det natten til søndag dansk tid har gennemført en prøvesprængning af en brintbombe.

Det svar, som det internationale samfund skal give, skal sikre, at Nordkorea kommer tilbage på dialogens vej og nedlægger sit atomprogram, siger han ifølge Reuters.

Også Rusland fordømmer Nordkorea, der ifølge udenrigsministeriet i Moskva "skaber en alvorlig trussel mod fred og sikkerhed" i regionen.

Men Rusland opfordrer samtidig til, at alle bevarer roen, så situationen ikke eskaleres.

I Sydkorea er præsident Moon Jae-In også fortaler for, at der nu tages hårdere fat på nordkoreanernes ledelse. Han har haft møde med sit nationale sikkerhedsråd og fortalt, hvad han mener, at der skal gøres.

En af hans rådgivere siger, at præsidenten ønsker så hårde FN-resolutioner, at Nordkorea isoleres helt.

Kina, Nordkoreas tætteste allierede blandt stormagterne, fordømmer også.

- Nordkorea har ignoreret det internationale samfunds udbredte modstand mod gennemførelse af atomtest. Kinas regering udtrykker resolut modstand og stærk fordømmelse af dette, siger udenrigsministeriet i Kinas hovedstad, Beijing, i en erklæring.

I Japan kalder premierminister Shinzo Abe sprængningen for "fuldstændig uacceptabel".

- Nordkoreas atom- og missiludviklingsprogram er en trussel, der er alvorlig og påtrængende for vort lands sikkerhed, og som har taget en ny vending, siger han.

IAEA, FN's Atom Energi Agentur, siger i en erklæring, at Nordkorea har forbrudt sig mod det internationale samfunds gentagne krav, og det er "ekstremt beklageligt".

- Den nye test, der følger to test i fjor og er den sjette siden 2006, er total disrespekt for gentagne krav fra det internationale samfund, siger IAEA's chef, Yukiya Amano.

/ritzau/AFP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx