Af Ritzau - 22/06-17 12:29; Opdateret: 22/06-17 13:38

Tusk håber at briter bliver i EU: Men måske drømmer jegTusk håber at briter bliver i EU: Men måske drømmer jeg

Også Frankrigs præsident og Tysklands udenrigsminister har sagt, at briterne stadig kan ombestemme sig.

storybild

EU-præsident Donald Tusk (til højre) synes, at det - på trods af brexit - går bedre end længe for EU. Her har han torsdag besøg af Ukraines præsident, Petro Porosjenko (til venstre), før starten på EU-topmødet. (Billede: Reuters/Eric Vidal)

EU-præsident Donald Tusk har tilsyneladende ikke fuldstændig opgivet håbet om, at Storbritannien ombestemmer sig og ender med at blive i EU.

Det fremgår af hans udtalelser før starten på to dages EU-topmøde torsdag og fredag i Bruxelles.

Ifølge EU-præsidenten har nogle af hans britiske venner spurgt ham, om Storbritanniens exit fra EU kan rulles tilbage.

De har også spurgt ham, om han kan forestille sig, at briterne bliver i EU.

- Jeg sagde til dem, at Den Europæiske Union rent faktisk er bygget på drømme, der syntes umulige at opnå, siger Donald Tusk.

- Så hvem ved? Du kan sige, at jeg er en drømmer, men jeg er ikke den eneste, siger Tusk med et citat fra 1971-hittet "Imagine", hvor John Lennon synger om sine drømme.

Også Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, og Tysklands udenrigsminister, Sigmar Gabriel, har sagt, at Storbritannien altid er velkommen til at ombestemme sig.

Men det kan de glemme alt om, lød det fra den britiske chefforhandler og brexitminister, David Davis, før de formelle exit-forhandlinger gik i gang i Bruxelles i mandags.

- Vi forlader EU og leverer på resultatet af den historiske folkeafstemning, sagde David Davis.

Men ellers synes Donald Tusk, at det går bedre for EU, end det har gjort meget længe.

- Aldrig før har jeg haft sådan en stærk tro på, at tingene bevæger sig i en bedre retning, siger Donald Tusk få timer før starten på topmødet.

Der er økonomisk vækst i alle EU-lande, og arbejdsløsheden falder. Partier, der er imod EU, har tabt valg, og proeuropæiske politiske ledere har vundet. Senest i Frankrig, lyder det fra Tusk.

Han siger samtidig, at politiske ledere verden over har fastslået, at for dem er EU - på trods af brexit - stadig den vigtigste partner.

- Og at trods de dystre forudsigelser er det Europa, der igen er ved at blive et stabilt og positivt referencegrundlag for hele verden, siger EU-præsidenten.

Men EU-landene skal ikke være selvtilfredse eller naive, advarer Tusk.

- Vi bliver nødt til at bevise over for folket, at vi er i stand til at genskabe kontrollen over begivenheder, der overvælder og somme tider skræmmer os, siger han.

På topmødet torsdag og fredag skal EU-lederne tale om, hvordan landene kan beskytte sig bedre mod blandt andet terrortrusler, ulovlig migration og ukontrolleret globalisering.

- Vi må fortsætte med at levere, siger Tusk.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx