Af Ritzau - 07/04-17 08:52; Opdateret: 07/04-17 09:02

Samuelsen ser ny amerikansk Syrien-politik efter giftangrebSamuelsen ser ny amerikansk Syrien-politik efter giftangreb

Giftgasangrebet i Syrien ændrer Donald Trumps holdning markant, mener udenrigsminister Anders Samuelsen.

storybild

Udenrigsminister Anders Samuelsen ved checkpoint i Ukraine i januar 2017. (arkivfoto) (Billede: Free/Sine Vestergaard)

I sin første kommentar, siden USA natten til fredag for første gang bombede syriske styrker bevidst, siger Anders Samuelsen, at USA's politik er ændret markant.

Natten til fredag bombede USA en syrisk luftbase. Det skete som reaktion på, at Syriens regeringsstyrker efter alt at dømme har brugt giftgas i byen Idlib.

- 9/11 ændrede totalt Bushs udenrigspolitik. Det kemiske angreb ændrer på samme måde Trumps politik og strategi i forhold til Rusland og Assad, skriver udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) på det sociale medie Twitter.

Det sker med reference til terrorangrebet 11. september 2001 på New York, hvor over 3000 amerikanere mistede livet, og krigen mod terror, der har domineret amerikansk udenrigspolitik siden da, blev startet.

Torsdag fortalte Anders Samuelsen, at Danmark er parat til at øge sin militære tilstedeværelse i Syrien, hvor Danmark allerede er en del af koalitionen, der bekriger den religiøse gruppe IS.

Danmark har deltaget i USA's krige i både Irak og Afghanistan, som blev indledt efter 11. september. Derudover deltog Danmark i den korte intervention i Libyen, der væltede Muammar Gadaffi.

I Irak, Libyen og delvist Afghanistan har det efterladt landene med svage regeringer og fortsatte konflikter.

- Vi skal lære af de fejl, vi har gjort tidligere. Vi har gået ind og fjernet en diktator, og så har vi efterladt et kæmpemæssigt magttomrum.

- Vi får ikke gjort arbejdet færdigt. Det tror jeg, er en af de vigtigste erfaringer, som alle er enige om, sagde Anders Samuelsen torsdag og tilføjede:

- Det er derfor, at vi fremover er meget fokuserede på den politiske løsning og på stabiliseringsarbejdet.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx