Af Ritzau - 05/12-16 21:32; Opdateret: 05/12-16 22:10

Rusland og Kina spænder ben for FN-våbenhvile i AleppoRusland og Kina spænder ben for FN-våbenhvile i Aleppo

Tre lande nedlægger veto mod en uges våbenhvile i syrisk by, som er hærget af voldsomme krigshandlinger.

storybild

Aleppos beboere har været ofre for en blodig offensiv den seneste tid, men FN's Sikkerhedsråd kan ikke blive enige om en våbenhvile. (Billede: Reuters/Abdalrhman Ismail)

Rusland og Kina nedlægger veto mod en FN-resolution, der skulle resultere i syv dages våbenhvile i den krigshærgede syriske by Aleppo.

De to permanente medlemmer af FN's Sikkerhedsråd stemte imod. Det samme gjorde Venezuela, mens Angola undlod at stemme.

Resolutionen var forfattet af Spanien, Egypten og New Zealand.

- Det ville være en provokerende handling, som undergraver den russisk-amerikanske indsats, sagde Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, før afstemningen i rådet.

Rusland har foreslået en våbenhvile på 24 timer. Militante grupper som Jabhat Fateh al-Sham, der tidligere var kendt som Nusrafronten, skal ifølge russerne ikke være omfattet af aftalen.

- Når vi får en aftale på plads, vil de oprørere, som nægter at forlade den besatte del af Aleppo, blive betragtet som terrorister. Så vil Rusland støtte den syriske hær i kampen mod dem, som bliver tilbage, siger Lavrov.

Udenrigsministeren mener, at en våbenhvile på syv dage vil kunne føre til, at oprørerne får chancen for at reorganisere sig.

Præsident Bashar al-Assads hær og allierede har i flere måneder ført en vedvarende offensiv mod oprørere i Aleppo med store tab til følge.

Rusland og USA tager fat på forhandlinger om Syrien tirsdag eftermiddag eller onsdag morgen i Genève.

Syriske regeringsstyrker og deres allierede erobrede mandag områder i det østlige Aleppo, som var kontrolleret af oprørere.

Hæren har fokus på at vinde kontrol over bydelen al-Shaar med artilleri og luftangreb.

/ritzau/NTB

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx